Jeg har en 2-årig yogalæreruddannelse på over 500 timer fra Misa Yoga Skole med fysiologi og anatomi hos Charlotte Nielsen, YogAnatomi (2015). Siden da har jeg løbende taget efteruddannelser og kurser inden for yoga, meditation, bevægelse og bodywork.
Jeg er også uddannet antropolog fra Københavns Universitet (2008) med speciale i pilgrimsvandring og kropslig spiritualitet.
Jeg driver min egen virksomhed, Thorn Yoga, hvor jeg til daglig arbejder og underviser i yoga og meditation. Siden 2015 har jeg undervist i yoga, meditation og efterfødselsyoga på private hold, enetimer, workshops og retreats samt på aftenskolehold. Derudover har jeg fem års erfaring som lærer i folkeskolen og har tidligere afholdt pilgrimsvandringer hos FOF.
På mine hold inviterer jeg deltagerne til at opnå større kropsbevidsthed gennem yogaen – til at mærke kroppens grænser og behov. Jeg har altid fokus på åndedrætsbevidsthed som et redskab til at skabe balance i nervesystemet og forbindelse mellem krop og sind.
Jeg tilbyder differentieret undervisning ved at foreslå alternative stillinger, så alle føler sig imødekommet og kan deltage, uanset kropslige udfordringer, niveau eller yogaerfaring.

Underviser
Der er i øjeblikket ingen aktive hold tilknyttet denne underviser. Kig gerne forbi igen senere.