Jeg er uddannet tømrer og har erfaring fra restaureringsprojekter på tværs af Europa, senest med rekonstruktionen af middelaldertagværket på Notre-Dame de Paris.
Min specialisering er drevet af en nysgerrighed på de gamle bygningsværkers hemmelighedsfuldhed – hvordan de er blevet konciperet og udført med så høj præcision og selvsikkerhed i en tid uden tegneprogrammer og tekniske hjælpemidler.
Fascinationen af det håndelag og den materialeforståelse, som historiske konstruktioner vidner om, har ført mig til projekter, hvor jeg selv har kunnet gå i de gamle bygmestreres fodspor. Gennem foreningsarbejde i blandt andet Stolpverk Norden bidrager jeg desuden til stærke faglige netværk inden for bygningskulturarv i Nordeuropa.
Jeg har holdt oplæg om traditionshåndværk i blandt andet Håndværkerforeningen København, Det Kongelige Akademi, Restaureringskonferencen i Aarhus og Maison du Danemark – primært for håndværkere og restaureringsarkitekter.
Med rundvisningen på rekonstruktionen af Børsens hovedspærfag ønsker jeg at formidle projektets erfaringer til et bredere publikum, da jeg har oplevet stor interesse for emnet – også uden for de professionelle kredse.
Jeg viser rundt i det hjørne af Børsens oprindelige renæssancetagværk, som jeg sammen med en gruppe frivillige restaureringstømrere har genskabt med historiske værktøjer og metoder og rejst i gården hos Det Kongelige Akademi.
Målet er at lære at lytte til den tavse viden, som er indlejret i ambitiøse historiske tømmerkonstruktioner, og undersøge, hvad den kan lære os her 400 år senere.
Hen over det nørdede fokus på proces og detaljer reflekterer jeg over, hvad erfaringerne fra konkrete byggeprocesser kan fortælle om samarbejde, tillid og motivation mere generelt.
Avanceret håndværksviden er ikke utilgængelig – den er ofte blot godt gemt. Det er en stille og tålmodig viden, som gerne vil spørges ind til – og det kan vi gøre sammen.
På mine ture tager jeg udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer for at finde et passende teknisk niveau. De fleste kender glæden ved at skabe noget med hænderne eller lære gennem erfaring. Med afsæt i sådanne oplevelser udfolder vi de historier og den viden, som konstruktionerne rummer.
Jeg håber at inspirere til en større interesse for ikke blot bygningers overflader, udtryk og funktion, men også den levende håndværksviden, de vidner om. For mig rummer bygningskulturen et potentiale for nye værker, nye møder og ny forståelse.
Det er vigtigt for mig, at deltagerne mødes i øjenhøjde og får mulighed for med egen krop at komme helt tæt på udstillingen, opleve de håndbearbejdede overfladers spil og mærke kræfterne i det – for samtiden – svimlende 19 meter frie spænd.
Det motiverer mig at opleve den glæde, der opstår, når man får indblik i "maskinrummet" bag det byggede miljø. Den indsigt kan skabe en større følelse af hjemlighed i verden og respekt for de mennesker, der gennem generationer har bidraget til at gøre den funktionel og præsentabel.
“Magnus Frimer er en fin formidler, der fortæller enkelt og vedkommende om alle de forhold, der knytter sig til håndværkets udførelse og dets traditioner.“

Underviser