Jeg har en bachelor i engelsk og spansk fra Aarhus Universitet og har undervist i spansk i mange år både på aftenskole, inden for International Communication og i forskellige virksomheder. Tidligere har jeg arbejdet som tolk og oversætter, og jeg trækker fortsat på den erfaring i min undervisning.
Jeg nyder mødet med mennesker og lægger stor vægt på en tryg, engageret og personlig undervisningsform. Som underviser arbejder jeg med både sprog og kultur – for mig hænger de to uløseligt sammen. Jeg kommer fra Argentina og har boet det meste af mit liv i Danmark, og derfor er forbindelsen mellem de to kulturer en naturlig del af min formidling. I undervisningen arbejder vi med kultur gennem litteratur, film og aktuelle emner, så kursisterne får et sprogligt grundlag for samtaler, perspektivering og meningsudveksling. Jeg formidler emner fra forskellige vinkler og anvender varierede pædagogiske redskaber, fordi mennesker lærer forskelligt. Sprog lagres gennem alle sanser, og hvis noget er svært, finder jeg alternative veje, fx gennem musik, fortællinger eller konkrete eksempler fra hverdagen.
Min undervisning er struktureret, men fleksibel. Jeg indleder med en klar dagsorden, tilpasser tempo og indhold efter kursisternes niveau og skaber plads til fordybelse, debat og gode diskussioner. Kursisterne oplever ofte undervisningen som inspirerende og varieret – med både faglighed, nærvær og engagement.
María De Los Angeles Brix
Se mere