Musik har været en central del af mit liv, siden jeg var helt lille, da jeg er vokset op i en familie fyldt med professionelt uddannede musikere. Jeg har en kirkesangeruddannelse i bagagen, som har givet mig et solidt sangteknisk fundament, som jeg også gør stor brug af, når jeg dirigerer.
Jeg har en stor kærlighed til alle musikgenrer og har blandt andet sunget i gospelkor, siden jeg var 12 år gammel, hvilket har givet mig en dyb forståelse for korets energi.
Siden 2022 har jeg arbejdet som freelancesanger, hvor jeg har samlet og ledt mindre kor til begivenheder som bryllupper og firmafester, og i 2025 begyndte jeg at dirigere på fast basis.
Derudover har jeg stor erfaring som sanglærer for både solister og hold, hvor vi blandt andet har arbejdet intensivt med korsatser og sangteknik.
Ved siden af mit arbejde som korleder har jeg mit eget artistprojekt, hvor jeg skriver og udgiver min egen musik.
Jeg er dirigent i Kor For Brummere og vikar i Humletorvet Rytmiske Kor, og min undervisning bygger på en stærk overbevisning om, at man bedst lærer, når man tør træde derud, hvor man ikke skinner endnu. Derfor er det uhyre vigtigt for mig at skabe et trygt og rummeligt fællesskab, hvor du kan føle dig helt sikker på, at der er plads til dig og dit niveau.
Jeg mener, at sang og musik først og fremmest skal være sjovt, men det bliver for alvor spændende, når vi bliver udfordret og opdager, at vi kan strække os meget længere, end vi selv troede. Min mission er, at vi sammen finder glæden ved at udtrykke os og skabe noget smukt i fællesskab med andre, samtidig med at vi mærker en udvikling.
I min undervisning elsker jeg at lege med et bredt spænd af musikalske genrer, så vi sammen kommer rundt i mange forskellige afkroge af musikkens verden. Vi starter altid med en let opvarmning af stemmen vævet ind i en smule sangteori, og så er det ellers bare i gang med at synge.
Jeg tager jævnligt nye korsatser med og tilpasser løbende sværhedsgraden til holdets behov og ønsker. Samtidig sørger vi altid for at få sunget en god bunke af de sange, vi allerede kender, så der både er plads til fordybelse og til simpelthen bare at få sunget en masse.
Jeg er personligt helt vild med den samklang, der opstår, når mange forskellige stemmer smelter sammen til én fælles lyd. Jeg tror næsten, at jeg har en hjernecelle et sted, der begynder at danse, hver gang harmonierne klinger. Det er en enorm motivation for mig at opleve den glæde hos sangerne omkring mig, når de selv mærker denne sammensmeltning. Det er netop den rene musikglæde og samhørighed, der driver mit arbejde og gør det så fantastisk at være korleder.

Underviser