Jeg er uddannet håndarbejdslærer fra to forskellige steder: Københavns Dag- og Aftenseminarium (KDAS) og Håndarbejdets Fremmes Seminarium (HFS) i København. Senere er jeg blevet eksamineret pæd. i håndarbejde fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).
Jeg har desuden taget et utal af kurser i mange forskellige ting, både inden for håndarbejdsfaget og andre områder. Derudover er jeg certificeret coach.
Håndarbejdslæreruddannelsen på HFS er siden blevet forlænget og hedder nu professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling (Tekstilformidler) og udbydes af Københavns Professionshøjskole.
Af andre faglige kvalifikationer har jeg blandt andet erfaring med udarbejdelse af forskelligt undervisningsmateriale samt speciale i tekstiltryk fra HFS.
Jeg har undervist i aftenskolen i mange år. På alle holdene er der primært blevet syet tøj til børn og voksne, men også andre ting. Ud over disse hold har jeg i flere år kørt "Syning med baby" og har også haft hold som en del af forskellige integrationsprojekter.
Ud over aftenskolen har jeg undervist i andet regi, blandt andet på daghøjskole og som timelærer på seminarier.
Som det fremgår af mine kursustekster, syr vi både i nye stoffer og genbrug. Genbrug og omsyning er et kapitel for sig. Noget er for eksempel lettere at sy om end at sy nyt fra bunden, mens det andre gange faktisk er mere krævende. Men uanset sværhedsgrad er det herligt at genbruge tekstiler, der dermed får et nyt liv.
Mine hold er både for begyndere og øvede. At jeg underviser øvede, giver sig selv efter mine mange års erfaring. Jeg vil her knytte lidt ord til begynderne: Jeg har sagt mange gentagelser gennem årene og formidlet dem med lige meget entusiasme hver gang til alle nye kursister. Indimellem har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke er blevet træt af det. Det er nemlig slet ikke, fordi jeg ellers holder af at gentage mig selv igen og igen. Det er ganske enkelt, fordi jeg elsker at se glæden og tilfredsheden hos kursisterne, når de får nye AHA-oplevelser og nye kompetencer.
For mig har både proces og produkt lige stor værdi. At se en kursist vise sit færdige produkt frem med øjne, der stråler af "Den har jeg selv lavet", er både en glæde for kursisten og for mig.

Underviser