Forsvarsadvokat Mette Grith Stage og tidligere drabschef Jens Møller Jensen giver publikum et unikt indblik i deres spændende arbejde og de dilemmaer, de indimellem står i.
Stage og Møller har flere gange været på de samme sagskomplekser med hver deres rolle, og de kan derfor givet et indblik i, hvordan en sag tager sig ud, fra to forskellige perspektiver. De har bl.a. begge arbejdet med diverse drabssager, Syrienskrigere, terrorsager og bandekonflikter.
De har begge et fælles ønske om retfærdighed, som skinner igennem, selv om de har forskellige roller i strafferetskæden.
Mette er en af landets mest efterspurgte forsvarsadvokater og optræder ofte i medierne. Hun kender retssystemet indefra, da hun tidligere har været ansat i Justitsministeriet og i anklagemyndigheden.
I dag er hun indehaver af Stage Advokatfirma, som har landets største afdeling for straffesager og over 30 ansatte. Mette Grith Stage møder dagligt i retterne rundt omkring i hele landet, hun færdes hjemmevant i landets fængsler og arresthuse, hvor hun kommer helt tæt på samfundets skyggesider.
Jens blev ansat ved politiet i 1981 og har arbejdet med efterforskning i over 30 år. Blandt andet 10 år med efterforskning af grov narkotikakriminalitet og senest 11 år som drabschef og leder af afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Midt- og Vestsjællands Politi, samt Københavns Politi.
Siden januar 2021 har Jens Møller været fast krimiekspert på TV 2, hvor han kommenterer på aktuelle kriminalsager.

Foredragsholdere