Vi nærer en dyb kærlighed til både naturen og god mad. Vi har en en stor permakulturhave, hvor vi er selvforsynende med æg, frugt og grønt året rundt. Vi dyrker vores jord efter regenerative principper, hvor fokus er på at opbygge den sunde og frugtbare jord i et samspil med naturen.
Haven forsyner os med gode sunde fødevarer og vi sørger samtidig for mad og levesteder til dyr og insekter, så haven summer af liv. Mange af de dejlige frugter og grøntsager, vi høster i haven fermenterer, henkoger, sylter, moster eller tørrer vi, så vi får en mangfoldighed af skønne smage, der beriger os året rundt.
Vi nyder at forvandle grøntsager til lækre hverdagsretter, at bage dejlige surdejsbrød og lave egne sunde godter. Vi elsker at eksperimentere med sunde og nærende retter, hvor hensynet til vores egen sundhed, klima og miljø vægtes højt, samtidig med at vi ikke går på kompromis med den gode smag.
Alt vores arbejde hviler på vores solide naturvidenskabelige baggrund i samspil med den nyeste viden og mange års erfaring i praksis. Til alle vores kurser bruger vi kun sunde økologiske råvarer.

Per Kring og Lotte Børresen