Jeg er født og opvokset i Berlin og har boet i Danmark siden 1993. Jeg er gift med en dansker og har to voksne børn, som er vokset op tosprogede.
Jeg er uddannet i Tyskland som Datenverarbeitungskaufmann – en uddannelse, der kombinerer teori og praksis, herunder programmering. I Tyskland arbejdede jeg både med programmering og med undervisning af slutbrugere i de systemer, jeg udviklede. Efter min flytning til Danmark har jeg suppleret med en HD i afsætningsøkonomi.
Jeg har i en årrække undervist voksne danskere i erhvervs- og turisttysk. Jeg underviser ved siden af mit fuldtidsarbejde, fordi jeg brænder for det og altid har haft stor glæde ved at undervise – tidligere blandt andet gennem lektiehjælp i matematik.
Siden 2017 har jeg undervist i FOF Aarhus, men jeg har derudover erfaring fra blandt andet Grenaa Handelsskole samt to år med undervisning af arbejdsløse civiløkonomer. I mit arbejdsliv i Danmark har jeg løbende brugt tysk i erhvervssammenhæng, blandt andet inden for sommerhusudlejning, og i mit arbejde med tyske B2B-kunder.
I min undervisning lægger jeg vægt på, at du tør tale tysk. Med tiden udvikler du også en naturlig sproglig fornemmelse for, hvad der lyder rigtigt. Vi arbejder med både ligheder og forskelle mellem dansk og tysk, og jeg gennemgår grammatikken, så du forstår baggrunden for sprogets opbygning, men det handler først og fremmest om at turde bruge sproget.
Vi arbejder en del i grupper og to og to, hvor I sammen træner sproget gennem samtaler om hverdagssituationer, mens jeg løbende støtter med ordforråd og sproglig finpudsning. I min undervisning er lektier essentielt, da det er svært at lære et sprog udelukkende gennem få undervisningstimer om ugen.
Jeg inddrager også kulturelle perspektiver i undervisningen, bl.a. gennem mine egne oplevelser fra et tidligere delt Tyskland. Her fortæller jeg om livet i Berlin og om rejser gennem grænsekontrollerne før murens fald. Ved højtider taler vi om traditioner – både de tyske, jeg kender, og dem du selv kender til.

Underviser