Mit navn er Sigrid, og jeg tilbyder klaverundervisning på FOF, hvor jeg tager udgangspunkt i elevens egne ønsker og erfaringer. Hos mig kan vi arbejde med alt fra popmusik og højskolesange til akkorder, noder, improvisation og komposition. Indholdet i undervisningen tilpasses den enkelte elev, og vi finder i fællesskab frem til, hvad der er både sjovt og lærerigt.
Fra første time får vi et overblik over et forløb og lægger sammen en plan for, hvad vi ønsker at nå. Mit mål er, at det altid skal være en fornøjelse at spille klaver – derfor spiller vi musik, vi begge holder af.
Jeg er uddannet klassisk pianist fra konservatoriet, hvor jeg forventer at afslutte min kandidat i sommeren 2026, og jeg har en baggrund i Suzuki-klaver. Ved siden af klaveret skriver jeg musik og har et soloprojekt, Sigrid Eva, hvor jeg udgiver mine egne sange og har spillet koncerter i Danmark og England.
Mine mange musikalske erfaringer gør, at vi kan udforske forskellige genrer og perioder i undervisningen. Jeg lægger stor vægt på, at eleven forlader undervisningen glad og føler, at det er rart at sidde ved klaveret.

Underviser
Se mere