Anmeldelse

Anmeldelse af foredraget 'Hvad er kunst, og hvad er det værd?' med journalist Adrian Hughes

Af tidligere FOF-anmelder Marie Bisgaard

Et rum fyldt af røg og en klynge plastikposer med vand. Er det kunst?

Det var det første spørgsmål, aftenens foredragsholder, Adrian Hughes, spurgte publikummet, der var samlet på Bora Bora. Ifølge ham selv, som havde set netop denne installation på en udstilling, er svaret ja. Hvordan kan det være, at det var omdrejningspunktet for de næste to timer?

En tur gennem kunstens mange udtryk

For at besvare spørgsmålet, tog han os med på en rejse gennem kunstverdenen.

Nogle af værkerne var klassikere såsom Van Gogh og Da Vinci. Andre var, for mig, der er ubekendt med det meste kunst, mere mærkeligt – en dåse med lort og et maleri, hvor der står skrevet forskellige ord for kropsvæsker, er ikke lige noget, jeg synes, der er interessant at se på.

Hughes guidede os igennem med humor, anekdoter fra sin tid som vært på Kunstquiz, og gav sit bud på, hvad der gjorde forskellige værker særlige. Hans samlede konklusion var dog den samme: Kunsten er kunst, når vi accepterer, at det er kunst, og giver det en fortolkning.

Rige samlere der spiller bilkort

I foredraget kom han også forbi prismekanismerne inden for kunstens verden. De store kunstaktionærer er, ifølge Adrian Hughes, en lille skare rige mennesker, der betaler i dyre domme for at være netop den, der ejer et specifikt kunstværk – lidt ”ligesom at spille bilkort.”

Det betyder, at aktionærerne er med at definere, hvad kunst er værd. Hvis en kunstsamler har dyre malerier i forvejen og køber noget nyt, tænker folk, at det må være meget værd. På den måde, kan et værks pris stige højt til vejrs på få år.

Måske er det kunst – men er det stor kunst?

Selvom kunstaktionærerne har en magt over, hvad der ses som værdifuldt, havde Hughes også en holdning til, hvad stor kunst er. Det skal være noget nyt – noget, der ikke er gjort før. Noget, der er oppe til fortolkning, og som man gerne vil komme tilbage til. Så kan prisen på materialet være ligegyldig.

Hughes startede sit foredrag med at sige: ”Forhåbentlig er I så kloge på kunst bagefter, at I løber hjem og laver det med det samme.” Jeg tvivler på, at jeg kommer til at lave et af de store kunstværker. Hvis det sker, bliver dog med sikkerhed ikke lort på dåse. At se det som kunst, bliver jeg vist aldrig kunstklog nok til at forstå.