Anmeldelse af foredrag

Anmeldelse af tv-vært og skuespiller Pelle Hvenegaards foredrag 'Kære Zoe Ukhona'

Af tidligere FOF-anmelder Marie Vernegreen Christensen

Vi kender ham som Pelle Erobreren – i filmen af samme navn – og som tv-vært og charmerende kendis. Men nu viser Pelle Hvenegaard en ny side i beretningen om den hårde kamp, som han og hustruen skulle igennem for at blive forældre. En dybere og mere sårbar side, som vækker kæmpe medfølelse og stor respekt.

Berømmelsen var, som ung, tung at bære for Hvenegaard og midt i succes, drømmebil og Hollywood, ramte meningsløsheden. ”Jeg savnede at være noget for nogen andre”, fortæller han. Han ville være far. Ønsket var brændende og blev kun større efter mødet med Caroline. Men de to skulle dog grueligt meget igennem inden det lykkedes – 6 år i fertilitets- og adoptionshelvede.

Menstruationen blev et kald fra helvede

Med private billeder og videooptagelser fortæller Hvenegaard ærligt og sårbart om de hårde år – om skamfuld stilhed i venteværelset på fertilitetsklinikken, om alle de svære følelser og overvejelser, fortrudte beslutninger, den konstante venteposition, menstruationen der gang på gang vidnede om den braste drøm, overskredne grænser og den utrolige smerte, der hele tiden skulle leve side om side med et nødvendigt håb.

Kropssprog, tonefald og glimtvise tårer i øjenkrogen vidner om det slid, Pelle Hvenegaard og konen Caroline var igennem for at få deres ønskebarn. Intet var vigtigere for dem, og det tærede fysisk og psykisk på dem begge. Men fortællingerne viser også, at der findes en kæmpe kærlighed parret imellem. Deres individuelle udfordringer blev en fælles sag. En fælles bagage som de bar sammen.

I myndighedernes vold

Efter overvejelser om hvor langt parret ville gå i fertilitetsbehandlingerne, så de i stedet en større mulighed i adoption. Der skulle dog også gå en lang sej tid, inden denne mulighed blev en realitet. De skulle gennem flere godkendelsesrunder og tjekkes på alle leder og kanter. En halvforarget latter udløses flere gange hos publikum, mens Hvenegaard fortæller om processen.

”Man føler sig nærmest under anklage”, siger han, men understreger hurtigt, at han sagtens kan se det retfærdige i det. For det handler om børn, der én gang i livet er blevet forladt, og man bør gøre alt, hvad man kan, for at beskytte disse børn mod at noget lignende skulle ske igen. Derfor er Hvenegaard forstående. Men det var stadig forbandet hårdt.