Krænk mig! – Foredrag med Brian Mørk

Satire, selvcensur og samtalens grænser

Er du også blevet krænket i dag? Hvis ikke – bare rolig.

I dette foredrag tager Brian Mørk livtag med det moderne menneskes følelser, tryghedsbehov og voksende trang til at blive stødt. Med en blanding af satire, skarphed og alvor stiller han spørgsmål ved en tid, hvor det nogle gange kan føles, som om man hverken må sige, mene eller gøre grin med noget længere. Men hvorfor egentlig ikke?

Undervejs undersøger han de mekanismer, der præger vores fælles samtale: Hvornår er kritik nødvendig og berettiget – og hvornår begynder den at blive brugt strategisk? Hvordan opstår tavshedskultur, og hvorfor er den så svær at få øje på, mens den sker? Og hvad gør det ved dialogen, når intentionen vejer mindre end oplevelsen?

Med afsæt i sagen om sin egen “shitstorm” og den efterfølgende debat ser Brian Mørk på, hvordan anklager om krænkelse ikke kun fungerer som opråb, men også kan udvikle sig til sociale våben – noget, der kan få folk til at tie stille, ændre adfærd eller trække sig helt fra samtalen.

“Krænk mig!” er et foredrag med både humor, kant og eftertanke. Det er ikke et angreb på hensyn eller respekt, men et forsøg på at forstå de spilleregler, der former vores måde at tale sammen på i dag. Et forsvar for åben dialog, fælles ansvar – og modet til at sige noget, også når det er svært.

Advarsel: Indeholder meninger, satire og noget så gammeldags som ytringsfrihed. Ikke for sarte sjæle – men måske netop derfor værd at opleve.

Praktiske oplysninger

• Der er unummererede pladser

• Din tilmeldingsbekræftelse fungerer som billet (mobil eller print)

• Billetter til foredrag og rundvisninger refunderes ikke

• Dørene åbner kl. 16:30

BRIAN MØRK: “VI ER BLEVET BANGE FOR DEN FORKERTE SLAGS UBEHAG”

”Du er aktuel med foredraget “Krænk mig!”. Hvad handler det egentlig om?”

”Det handler om vores måde at tale sammen på. Om hvordan debatter i dag meget hurtigt kommer til at handle om følelser, intentioner og moralske domme – og om hvordan det påvirker folks lyst til overhovedet at sige noget højt.

Jeg prøver at undersøge, hvorfor så mange mennesker føler, at de skal gå på listefødder hele tiden. Ikke for at angribe hensyn eller respekt, men fordi jeg synes, det er værd at tale om, hvad der sker med samtalen, når frygten for at sige noget forkert fylder mere end nysgerrigheden.”

”Hvorfor har du valgt at tage fat på netop det emne nu?”

”Fordi det fylder overalt. Mange oplever, at tonen i den offentlige debat er blevet hårdere, samtidig med at flere er blevet mere forsigtige med, hvad de siger. Det er en ret mærkelig kombination.

Vi lever i en tid, hvor alle bliver opfordret til at sige deres mening – men hvor konsekvenserne ved at gøre det også kan være ret voldsomme. Den spænding synes jeg er interessant.”

”Du tager blandt andet udgangspunkt i dine egne erfaringer med en shitstorm. Hvordan har det påvirket dig?”

”Det lærte mig, hvor hurtigt ting kan eskalere. Pludselig handler det ikke længere om det, der blev sagt, men om hvem du er som menneske. Folk begynder at tillægge dig motiver og holdninger, som måske slet ikke er der.

Det gjorde mig også opmærksom på, hvor stærkt sociale mekanismer virker. Mange tør ikke blande sig, fordi de er bange for selv at blive ramt. Det skaber en form for tavshedskultur, som kan være svær at opdage, mens den foregår.”

”Er du imod, at folk siger fra over for krænkende adfærd?”

”Overhovedet ikke. Kritik og ansvar er nødvendige ting i et samfund. Problemet opstår, hvis enhver fejl, dårlig joke eller uenighed bliver behandlet som et moralsk overgreb.

Der er forskel på at holde mennesker ansvarlige og på at gøre dem socialt urørlige. Den forskel synes jeg nogle gange forsvinder i debatten.”

”Foredraget beskrives som både satirisk og alvorligt. Hvordan balancerer du det?”

”Humor er en måde at få folk til at sænke skuldrene på. Hvis man kan grine sammen, kan man også ofte tale om ting, der ellers hurtigt bliver låst fast.

Men der ligger også et alvorligt spørgsmål bag det hele: Hvad sker der med et samfund, hvis flere og flere holder deres tanker for sig selv? Det synes jeg faktisk er værd at tage alvorligt.”

”Hvem håber du kommer og ser foredraget?”

”Både folk, der er enige med mig, og folk, der er dybt uenige. Det vigtigste er egentlig ikke, at alle går hjem med samme holdning – men at man går hjem og har tænkt over, hvordan vi taler med og om hinanden.

Og så håber jeg selvfølgelig også, at folk griner undervejs. Det må godt være lidt utrygt. Det er jo lidt hele pointen.”