
Torsdag 29/4
FOF Aarhus
Med humor og skarphed stiller Anna Juul og Anna Lin i denne forfattersamtale på Dokk1 i Aarhus spørgsmålet: Er sød virkelig det samme som kedelig? Og hvad sker der, når man ikke længere vil være den, de andre forventer?
Anna Juul er fotograferet af Fryd Frydendahl.
Hvad sker der, når det pludselig bliver et problem at være den søde pige?
I forfatter Anna Juuls sorthumoristiske roman Sød Tøs møder vi Anne, der bliver forladt af sin kæreste, fordi hun er "for sød“ til ham, hvilket i storbyen tilsyneladende er det samme som at være kedelig.
Annes tre veninder opfordrer hende til at starte hos en psykolog for at få bugt med det "uhensigtsmæssige tilknytningsmønster til mænd“, som de synes, hun render rundt med. Men psykologen bliver hurtigt mere interesseret i dynamikkerne i venindegruppen. For er det i virkeligheden veninderne, der holder Anne fast i en rolle, hun ikke længere ønsker at have?
I en forfattersamtale med tv-vært Anna Lin som vært dykker Anna Juul ned i Sød Tøs og romanens temaer om venskab, identitet, grænsesætning og roller i venindegrupper. Sammen undersøger de også det terapisprog, der har arbejdet sig ind i vores ordforråd – og hvordan ord som "tilknytningsmønster“, "grænser“ og "uhensigtsmæssig“ kan blive en del af den måde, vi forstår både os selv og hinanden på.
Anna Juul (f. 1992) er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hendes første bog var den satiriske digtroman Jeg bruger min krop som et møbel, som hun udgav under pseudonymet Veronika Katinka i 2019.
I 2022 udgav Anna Juul, denne gang i eget navn, sin debutroman Penge & bacon, som er en satirisk post-corona roman om en klimalockdown og et kompliceret parforhold, der bliver sat på prøve. I 2023 udgav Anna Juul sin anden roman Superskurk i 2023, som er et vigtigt og anderledes værk om at være psykisk syg. Senest er Anna Juul aktuel med den romantiske komedie Sød Tøs.
Anna Juul har sin egen humoristiske måde at skrive om psykisk sygdom på, og den er både hjerteskærende og underholdende. I 2023 modtog hun prisen som Årets Sundhedsdebattør, der gives til en person, der har rejst en vigtig debat på sundhedsområdet.
Anna Lin Lundsgaard er født i 1996 og opvokset i Odense. Hun blev i 2017 optaget på DR Talenthold og har siden været vært på programmer som Ultra Nyt, Kender Du Typen? og Døm Vores Forhold samt MGP ad flere omgange.
Hun har desuden medvirket i DRTV-dokumentarserien Anna Lin har det fint, som handler om ensomhed og sårbarhed. Hun arbejder også som formidler og podcastvært.
Foredraget er arrangeret af FOF Aarhus i samarbejde med Studenterhus Aarhus.

Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold, der matcher dine filtre.
Prøv at rydde filtrene og start forfra.
Se mere