
Torsdag 29/10
FOF Aarhus
Med varme, indsigt og fortællerglæde deler Niels Krause-Kjær i foredraget refleksioner om arv, identitet, kultur og de forskydninger, der har formet det Danmark, vi kender i dag.
Fotograf: Thomas A
Ude for uden er Niels Krause-Kjærs prisbelønnede, personlige beretning om Danmark i en brydningstid. Romanen er fiktion, men tager afsæt i en vandrebog skrevet af Krause Kjærs far og hans højskolekammerater gennem et halvt århundrede – en bog, Niels fandt i Rigsarkivet. Ude for uden er historien om en kulturel revolution, der på blot to generationer fjernede bondekulturen, hyldede storbyen og tabte provinsen. Stuehuset på bogens forside er Niels Krause-Kjærs barndomshjem få dage før, det blev revet ned.

I centrum står Erik, en ung landmand, der efter Anden Verdenskrig kaster sig ind i arbejdet for at skabe en fremtid for sig og sin familie. Sammen med sin hustru Lisbet lever han et liv præget af hårdt slid, tørke, tragedier og håb. De bliver vidner til, hvordan den livsform og kultur, de kender bedre end noget andet, langsomt forsvinder – og hvordan helte kan blive gjort til skurke i en ny tid.
Gennem Eriks vandrebog følger vi ikke blot hans personlige rejse, men også de store samfundsforandringer, der for altid ændrede Danmark. Flere år efter Eriks død finder sønnen Svend bogen. Han lever et helt andet liv i København som folketingsmedlem, fanget i mediernes søgelys og med hemmeligheder, der truer hans politiske karriere. Konfrontationen med fortiden bliver for ham både smertefuld og skelsættende.
Foredraget er en levende blanding af personlige erindringer, historiske perspektiver og litterær fortælling – og en oplagt anledning til at reflektere over, hvad vi har vundet, og hvad vi har tabt i mødet med moderniteten.
Niels Krause-Kjær blev hædret med De Gyldne Laurbær 2025, boghandlernes litterære pris, for Ude for Uden.
Niels Krause-Kjær (f. 1963) arbejder i dag som fuldtidsforfatter. Tidligere har han blandt andet været journalist på Jyllands-Posten, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og vært på DR2 Deadline. Efter en periode som pressechef for Den Konservative Folketingsgruppe skrev han romanen Kongekabale, der blev filmatiseret i 2004. Opfølgeren Mørkeland fik biografpremiere i 2024, i 2021 udkom romanen Fandens forår, som blev efterfulgt af romanerne Nedsmeltning i 2023 og Jagttegn i 2024.
Foredraget arrangeres af FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere