
ONSDAG 21/4
FOF Aarhus
Hvad sker der, når mænd næsten er forsvundet, og kvinder har skabt deres eget samfund? FOF Aarhus inviterer til et tankevækkende foredrag med Maren Uthaug om den vilde verden bag bestsellerne 11%, 88% og det nye, afsluttende bind 1%.
D. 24. september 2026 udkommer romanen 1% - det sidste bind i fremtidstrilogien med bestsellerne 11% og 88%.
Maren Uthaug tager i den anledning rundt i hele landet i 2027, og her fortæller hun om tankerne bag den spekulative verden i procenttrilogien, hvor hun har elimineret fritgående mænd og skabt et matriarkalsk samfund, hvor de kvindelige orgasmer betragtes som mentalhygiejne, og hvor alt forbundet med mænd er uhyggeligt og ulækkert.
Uthaug modtog De Gyldne Laurbær for 11% og høstede to år i træk titlen Årets Roman for både 11% og 88% ved Mofibo Awards. Begge bøger har også indbragt hende en masse overraskende overskrifter i pressen, hadske beskeder i indbakken og alenlange signeringskøer ved litteraturarrangementer.
Information skrev af samme årsag om 11%: ’Litteratur bliver ikke meget vildere’.
Glæd dig til en aften med spænding, refleksion og god underholdning for alle, der elsker stærk litteratur og tankevækkende historier.
Maren Uthaug er forfatter og blogger. Hun arbejder i flere genrer og er kendt for både sine romaner og sine satiriske tegneserier. I sine striber, blandt andet serien Ting jeg gjorde, viser hun med enkel streg og tør humor hverdagen, relationer, moderskab og de små neuroser, der præger det moderne liv. Tegningerne har en enkel, sort-hvid stil, hvor tekst og billede sammen formidler genkendelige situationer og tanker.
Som romanforfatter har Uthaug skrevet bøger som Og sådan blev det, Hvor der er fugle og En lykkelig slutning. Disse romaner bevæger sig fra realistiske slægtsfortællinger til mørkere og mere fabulerende universer, ofte med temaer som familie, arv, tro og følelsen af at stå udenfor.
I 11%, 88% og 1% undersøger hun køn og samfund i dystopiske fremtidsbilleder. Uthaugs forfatterskab spænder fra humoristiske og hverdagsnære observationer til mere komplekse fortællinger om identitet og relationer mellem mennesker. Hendes bøger henvender sig til voksne læsere, der sætter pris på en blanding af humor, samfundskommentar og eftertænksomhed.
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere