
flere datoer
FOF København og Nordsjælland
Tag med på en smagfuld rejse under havoverfladen, og oplev tang som mere end noget, der skyller op på stranden. På dette inspirerende foredrag får du ny viden om havets vilde grøntsager, smager på forskellige tangarter og bliver klogere på, hvordan tang kan spille en rolle i både køkkenet, sundheden og en mere bæredygtig brug af havets ressourcer.
Vidste du, at der findes omkring 400 forskellige slags tang langs de danske kyster – og at vi faktisk kan spise dem alle?
På dette inspirerende foredrag dykker vi ned i tangens fascinerende verden og udforsker havets alsidige grøntsager. Du får spændende viden om tang som fødevare, og undervejs får du mulighed for at smage på forskellige arter – blandt andet en tang, der overraskende nok smager af bacon, og en anden, som kan bruges til at jævne marmelade.
Vi ser nærmere på tang som hjernemad og på de mange sundhedsmæssige, gastronomiske og bæredygtige muligheder, der ligger i at spise tang. Du bliver blandt andet klogere på tangens indhold af omega-3 og B12, dens placering lavt i fødekæden og dens potentiale som en ressource med et meget lavt klimaaftryk.
Foredraget giver konkrete tips til, hvordan og hvornår du kan høste tang, hvilke arter der egner sig til forskellige formål, og hvordan du kan tilberede dem i dit eget køkken.
Vi kommer desuden omkring tangdyrkning i havet, bifangst af tang fra garnfiskeri og hvordan tang kan indgå i en mere naturgenoprettende måde at bruge havets ressourcer på.
Du går hjem med ny viden, nye smagsoplevelser og masser af inspiration til at få mere af havets grønne guld ind i køkkenet.
Vi skal smage, blive klogere og se på havet med nye øjne.

Louise Windelboe er uddannet skibsfører og har gennem omkring 20 år arbejdet til søs som styrmand og kaptajn. Hun har blandt andet sejlet på DTU Aquas havforskningsskib Dana, hvor hun i sine frivagter hjalp marinebiologerne i laboratoriet. Her opstod hendes store interesse for havets økosystemer – og ikke mindst for tang.
Efter mange år på verdenshavene gik Louise i land og grundlagde virksomheden ’Blæret Tang’ i Hundested. I dag arbejder hun med bæredygtig tanghøst, formidling og naturforbedring i de danske farvande.
Louise har en særlig kombination af maritim erfaring, nysgerrighed på havets liv og et stærkt engagement i naturen. Hun har desuden skrevet sig ind i dansk søfartshistorie som en af de første kvindelige kaptajner i coasterfarten til Stålvalseværket.

Er du nysgerrig på mere? Find alle vores aktuelle foredrag og debatter i foredragskalenderen.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere