
FOF København og Nordsjælland
Oplev det første officielle malede portræt af H.M. Kong Frederik X, når vi inviterer med på en rundvisning i Frederiksborgs Riddersal. Sammen med museets omviser går vi tæt på det nye værk, kunstneren Cathrine Raben Davidsens arbejde med portrættet og den lange tradition for kongelige portrætter på Frederiksborg.
I århundreder har Frederiksborg dannet ramme om portrætter af danske konger og dronninger. Siden slutningen af 1800-tallet har Riddersalen været viet til Christian 9., ”Europas svigerfar”, og hans glücksborgske efterkommere. Her kan man se nogle af de mest kendte kongelige portrætter af kunstnere som Laurits Tuxen, Otto Bache og Preben Hornung.
Nu har Frederik X indtaget sin plads i rækken. Den 25. september 2026 blev hans første officielle malede portræt afsløret i Riddersalen. Portrættet er skabt af den anerkendte danske billedkunstner Cathrine Raben Davidsen og måler 240 cm i højden og 140 cm i bredden. Det er malet specifikt til Riddersalen og hænger højt til vejrs, tre meter over gulvet.
På rundvisningen ser vi nærmere på portrættet og hører om arbejdet bag det. Vi undersøger, hvordan Raben Davidsen både viderefører og forholder sig til traditionen for kongelige portrætter, og hvordan Riddersalens gyldenlæder, gobeliner og særlige atmosfære har inspireret arbejdet med værket. Undervejs oplever vi portrættet fra forskellige vinkler og kommer tæt på kunstnerens penselstrøg og detaljer.
Rundvisningen inkluderer også særudstillingen om den kunstneriske proces bag portrættet. Her kan du gennem fotografier, tegninger og malede skitser følge vejen fra de første studier til det færdige kongeportræt.
Udstillingen giver et indblik i, hvordan portrættet gradvist har fundet sin form, og hvordan Cathrine Raben Davidsen arbejder med farver, stemninger og detaljer for at skabe sin kunstneriske fortolkning af Danmarks konge.
Rundvisningen er for dig, der vil helt tæt på det nye portræt og samtidig blive klogere på både kunstneren, processen og den lange tradition for kongelige portrætter på Frederiksborg.
Rundvisningen varer 45 minutter.
Mødestedet er Krydshuset i museets forhal.
Prisen inkluderer omvisning. Entré til Frederiksborg Slot er ikke inkluderet. Den betaler du direkte til museet. Museet tilbyder gruppepris 105,- kr. pr person. Mød op senest 5-10 minutter før, så du har tid til at købe din entrébillet.
Oplev gerne resten af museet på egen hånd efter rundvisningen.
Foto fra Frederiksborgs Riddersal: Anders Sune Berg for Frederiksborg ©
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold, der matcher dine filtre.
Prøv at rydde filtrene og start forfra.
Se mere