
FOF København og Nordsjælland
Tag med på fugletur i Haveselskabets Have og Frederiksberg Have. Vi lytter til fuglesang mellem træer og blomsterbede og ser efter både småfugle og vandfugle – ofte med unger på denne tid af året.
Vi starter turen på stierne mellem de smukke blomsterarrangementer, buske og træer i Haveselskabets Have, mens vi lytter til de syngende fugle mellem træernes løv. Her holder vi udkig efter arter som gærdesmutte, gransanger, musvit, blåmejse, jernspurv og munk. Måske ser vi også et egern eller en af de tamme påfugle.
Efter Haveselskabets Have fortsætter turen direkte ind i Frederiksberg Have, hvor vi går rundt i den centrale del af haven i området omkring søen og kanalerne.
Her midt på sommeren har mange af vandfuglene unger, som de går eller svømmer rundt med. Det er et herligt syn.
Mange af de øvrige fugle har også unger, og de nyudfløjne fugle sidder ofte og tigger mad fra forældrene. Det er underholdende at iagttage tiggende musvit-, blåmejse- eller allikeunger, der lige er fløjet fra reden.
Turen er for alle, der interesserer sig for dyreliv og natur. Den kræver ingen forudsætninger, og er derfor velegnet både for begyndere og dig, der har set på fugle i flere år.
Vi bevæger os i en lille gruppe (maks. 20 deltagere) .
Vi går i roligt tempo med mange stop undervejs.
Der er ikke indlagt en egentlig pause, men det kan være en god ide at have en flaske vand og lidt snack med.
Hvis du har en kikkert, så tag den med.
Husk påklædning efter vejret og gode sko til ture på forskelligt terræn.
Efter turen registreres observationerne i Dansk Ornitologisk Forenings database (dofbasen.dk), så du efterfølgende kan slå dem op.
Foto: Maria Kathrine Preisler / Visit Copenhagen
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere