
FOF København og Nordsjælland
I arrangementsrækken Historien – bid for bid besøger vi særlige steder med hver deres fortælling. Denne gang går turen til Brede Høker, hvor du vil blive klogere på området med Mølleåen, møllerne og det tidligere fabrikssamfund og nyde en dejlig frokost i naturskønne omgivelser.
I arrangementsrækken Historien – bid for bid inviteres du til et hyggeligt frokostarrangement på et helt særligt sted med sin egen specifikke historie.
Tag med på ét eller flere arrangementer, når vi sammen besøger en lokation lidt udover det sædvanlige, hvor vi sætter os til bords og nyder lidt mad og drikke tilsat den gode fortælling om stedet og det omkringliggende område.
Midt i det naturskønne område i Brede finder du Brede Høker, og det er her, vi skal på besøg inde i forsamlingshuset, der også bliver brugt som festsal.
Brede Høker ligger lige ude til Brededam og er en del af Danmarks største fredede industrianlæg. Bygningen indeholder både købmandsbutik, café og forsamlingshus – og fællesnævneren for stedet er, at det er hyggeligt, hjertevarmt og med plads til alle.
I købmandsbutikken kan du finde nøje udvalgte kvalitetsprodukter og delikatesser. Caféen byder på gode råvarer og serverer både ude som inde, og forsamlingshuset arrangerer fællesmiddage og masser af aktiviteter året rundt. Omme bagved ligger den tidligere Slusegård, hvor møllen tidligere sørgede for at holde industrien i gang med hjælp fra Mølleåen.
Godt placeret i forsamlingshusets stue rundt om de rustikke borde udrulles Bredes historiske fortælling med Mølleåen, møllerne og det tidligere fabrikssamfund – med særligt fokus på tiden med Klædefabrikation.
Ovenpå den mundfuld, vil der blive serveret ægte husmandskost i form af dagens varme ret tilsat et glas øl, vin eller vand, og stedets daglige leder, Karina, vil fortælle lidt om Brede Høker, selve huset og alle deres arrangementer. Det er muligt at afslutte frokosten med tilkøb af kaffe/the og hjemmebagt kage.
Ét er sikkert: Du kommer til at gå hjem både mæt på viden og i maven.
Arrangementet er for dig, der ønsker en siddende historisk oplevelse kombineret med god mad. Det er tid til at lytte, nyde og være til stede omgivet af den smukkeste natur.
Prisen er inkl. oplæg og husets varme ret med et glas øl, vin eller vand. Desuden kan der på dagen tilkøbes kaffe/the og kage.
Der er gratis parkering i området, og Nærumbanen/”Grisen” kører lige til døren.
Vil du med FOF København og Nordsjælland på flere oplevelser? Se vores aktuelle ture og rundvisninger i vores turkalender.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere