
Opstart 16.9.26
FOF København og Nordsjælland
Elsker du at dykke ned i litteraturens verden og dele oplevelsen med andre? Litteraturklubben i Gentofte hos FOF København og Nordsjælland er for dig, der vil inspireres af gode bøger, forfatterskaber og samtaler om litteraturens store temaer. Mag. art. Bente Hatting Gjelten guider os gennem værker af både danske og internationale forfattere – uanset om du har læst bogen på forhånd eller bare er nysgerrig.
Litteraturklubben er en foredragsrække, der tager fat på gode bøger og aktuelle forfatterskaber. Vi sætter udgivelser og forfattere under lup og prøver på den måde at se dem fra flere relevante vinkler. Hvad er aktuelt lige nu? Og hvad er det for en forfatter, vi har med at gøre?
Mag. art. Bente Hatting Gjelten sætter fokus på udvalgte værker, der forhåbentlig giver lyst til læsning og tankeflugt.
Hver gang vi mødes, er det med udgangspunkt i ét værk af enten en dansk eller en international forfatter. Det er ikke nødvendigt at have læst værket på forhånd.
16. september: Jesper Wung-Sung: Sandøs rose
Romanen er en nyfortolkning af Martin A. Hansens Løgneren, hvor fantasien spiller en central rolle i portrættet af bipersonerne i den klassiske danske roman fra 1949. Læseren vil overveje, om det er troværdigt, og hvad man selv har forestillet sig, der skete med AnneMari.

30. september: Siri Hustvedt: Genfærd
Siri Hustvedt er en norsk-amerikansk forfatterinde, der siden sin debut i 1983 har leveret talrige indsigtsfulde fortællinger. Hendes nyeste bog Genfærd er en gribende beretning om et langt ægteskab med forfatteren Paul Auster.

21. oktober: Miguel de Cervantes: Den sindrige ridder Don Quijote de la Mancha
Dette er et af verdenslitteraturens mesterværker fra 1605/1615 og blev oversat til dansk allerede i 1776 af Charlotta Dorothea Biehl. I dag anses den for at være den første moderne roman. Utallige gange sammenligner man mennesker med den bedrøvelige ridder på hesten Rosinante, ledsaget af den trofaste tjener Sancho Panza. En eventyrlig ridderroman om kampen mod vindmøller.

4. november: Helle Helle: Hafni fortæller og Hey Hafni
Helle Helle er en af de mest prisbelønnede danske forfattere, blandt andet på grund af hendes enkle sprog, der inspirerer til nærlæsning og fortolkning. Vi genkender alle personerne/arketyperne i hendes bøger, hvoraf flere er oversat til 22 sprog.
25. november: Mario Vargas Llosa: Jeg tilegner Dem min stilhed
Romanen er lige dele opklaringshistorie og kærlighedserklæring til et land og dets musik. En gribende roman, som den peruanske nobelprismodtager nåede at færdigskrive kort før sin død i 2025, 89 år gammel.

Er du nysgerrig på mere? Find alle vores aktuelle foredrag og debatter i foredragskalenderen.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere