
FOF København og Nordsjælland
Tag med ind i Agnes og Harald Slott-Møllers fortryllende og særegne middelalderunivers. På rundvisningen møder du havmænd, dronninger, folkeviser og historiske legender og bliver klogere på kunstnerparrets fascination af middelalderen og deres forestillinger om kunst, historie og dansk identitet.
Omkring år 1900 vendte Agnes og Harald Slott-Møller blikket mod middelalderen og skabte et billedunivers, hvor kunst, historie og nationale idealer smeltede sammen.
På rundvisningen møder du blandt andre Agnethe og Havmanden, Margrete 1., Dronning Dagmar, Tidemand og Blidelil. Men du kommer også tæt på kunstnerparret selv – to stærke personligheder, der delte både livet, kunsten og en overbevisning om, at kunsten kunne være med til at styrke en national identitet.
Men hvorfor blev middelalderen så vigtig for to kunstnere på tærsklen til det 20. århundrede? Og hvad fortæller deres billeder om det Danmark, de selv var en del af?
Sammen med museets formidler får du indblik i deres kunstneriske virke fra omkring 1880 til deres død i 1937 og i deres engagement i samtidens kunstscene, politik og forestillinger om dansk identitet.
Undervejs kaster vi både et nysgerrigt og kritisk blik på deres kunst og på den måde, Agnes og Harald Slott-Møller brugte middelalderen til at forstå – og måske også forandre – deres egen samtid.
Rundvisningen er for dig, der er nysgerrig på dansk kunst, historie og middelalderens betydning for Agnes og Harald Slott-Møllers kunst. Du får både indblik i deres værker, deres liv og den tid, de var en del af.
Mødestedet er ved særudstillingens første rum, hvor du finder introduktionsteksten. Særudstillingen ligger i stueetagen og er let at finde fra forhallen.
Prisen inkluderer rundvisningen. Entré til Frederiksborg Slot er ikke inkluderet og betales direkte til museet. Museet tilbyder gruppepris på 105 kr. pr. person.
Ja. Du er meget velkommen til at opleve resten af museet på egen hånd efter rundvisningen.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere