
FOF København og Nordsjælland
Mødet med Mælkevejen – fotoforedrag
Oplev universet som du aldrig har set det før i dette fascinerende fotoforedrag. Du kommer med på en magisk rejse gennem tid og rum og oplever spektakulære billeder af vores fantastiske univers, solsystemet og den fortryllende mælkevej.
Foredrag med en af Danmarks førende astrofotografer
Jakob Arthur Andersen er stjerneeventyrer og har dedikeret årevis til at skabe visuelle mesterværker under stjernerne. Når Jakob ikke sidder med sin kikkert i baghaven på Falster, vandrer han gennem nattens landskaber med sit kamera og stativ – altid på jagt efter nye motiver at nattens himmel.
I dette foredrag tager Jakob publikum med på en uforglemmelig oplevelsesrejse fra jorden og langt, langt ud i universet. Glæd dig til at få et unikt indblik i, hvordan billederne er blevet til, og hør de fascinerende fortællinger om de oplevelser, der gemmer sig bag billederne. Han har nemlig stået i både farlige og bizarre situationer i jagten på det perfekte billede.
Med viden, humor og imponerende visuelle oplevelser, gør Jakob komplekse emner nærværende og lette at forstå. Du får perspektiv på universets enorme størrelser og afstande – og på vores egen plads i det hele.

Om Jakob Arthur Andersen
Jakob Arthur Andersen er internationalt anerkendt og prisbelønnet. Han har vundet flere 1. præmier og NASA har benyttet sig af hans fotos på deres SoMe kanaler.
Alle fotos er taget af Jakob Arthur Andersen.




