
26. november
FOF København og Nordsjælland
Alt er større over there. Glæd dig til en helt særlig aften, hvor Radio IIII's Only in America rykker fra podcast til scene, når Frederik Dirks Gottlieb og Mirco Reimer-Elster inviterer til en snak om USA – landet, hvor politik, popkultur, magt og kaos konstant blander sig med hinanden.
Arrangementet ligger i umiddelbar forlængelse af NORDHUS’ hyggelige langbordsmiddag, som du kan tilmelde dig, hvis du vil skyde aftenen i gang med god mad og godt selskab.
Hvordan står USA efter midtvejsvalget? Hvad betyder resultatet for Trump og amerikanerne? Og hvad fortæller det hele os egentlig om et land, hvor Taylor Swift, tech-milliardærer, Hollywood og Det Hvide Hus sagtens kan være en del af den samme historie?
Det er blandt de spørgsmål, vi runder, når Frederik Dirks Gottlieb og Mirco Reimer-Elster tager temperaturen på Amerika efter midtvejsvalget. Sammen kigger de på både de store politiske linjer og de små, bizarre og fascinerende historier, der gør USA til… ja, USA.
Det bliver Trump, Taylor, tech, memes, magtkampe og masser af Only in America-øjeblikke – med skarpe analyser, nørdede nedslag og et godt grin undervejs.
Inden Only in America LIVE går i gang, kan du varme op til aftenen med lækker mad og godt selskab ved NORDHUS’ langborde. Fællesspisningen starter kl. 18.00, hvor der serveres grønne, farverige retter inspireret af køkkener fra hele verden.
Maden tilberedes med sæsonens råvarer og serveres family style, så retterne deles omkring bordet. Menuen er primært grøn, men der kan også snige sig lidt kød eller fisk med. Har du lyst til at runde middagen af med noget sødt, er der mulighed for at tilkøbe dessert og kaffe.
Tilmeld dig langbordsmiddagen her →
Frederik Dirks Gottlieb er kulturjournalist, podcastvært og USA-nørd. Han har gennem mange år beskæftiget sig med amerikansk kultur, politik og samfund og er blandt andet kendt fra Radio IIII-podcasten Only in America og Det amerikanske mareridt.
Mirco Reimer-Elster er historiker, USA-ekspert, forfatter og TV 2-analytiker. Han er medvært på Only in America og aktuel med bogen Fra supermagt til shitshow – en fortælling om fem årtier, der forandrede USA.
Se mere
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere