
FOF København og Nordsjælland
Oplev en sanselig kunstoplevelse i Cisternerne med Marina Abramovićs spektakulære værk Seven Deaths. Du kombinerer moderne kunst med en stemningsfuld gåtur i Søndermarken og får indsigt i både operahistorie, kunst og kultur – i helt unikke omgivelser.
”Seven Deaths” er en filmisk operainstallation af den verdensberømte, serbiske kunstner Marina Abramović. I Cisternernes dyb hører du den legendariske operadiva Maria Callas synge syv af de største arier, mens Abramović selv indtager hovedrollen som diva i syv filmiske scener – og dør syv gange i træk. I de visuelt overdådige kortfilm spiller hun over for Hollywood-skuespilleren Willem Dafoe.
Som highlights fra operahistorien er det selvsagt livets største dramaer, du er vidne til. Den slags, hvor kærlighed og længsel enten kulminerer i triumf eller ender tragisk i lidelse og død.
”Seven Deaths” er et vildt og voldsomt værk om menneskets eksistentielle grundvilkår – et vilkår, som vi ifølge Abramović må forholde os aktivt til. Ikke kun gennem kunsten, men også i hverdagen – livet igennem.
Vi mødes ved indgangen til Zoo, hvorfra vi starter med en gåtur i Søndermarken. Denne i dag så populære folkepark blev i starten af 1800-tallet forvandlet fra stram barokhave til en romantisk eventyrhave med kinesisk pavillon, norsk bjælkehytte, magisk kildegrotte, et sumpet Sibirien og en afsidesliggende hytte til eremitten. Al denne iscenesættelse fungerer som optakt til besøget i Cisternerne under jorden.
Cisternerne er Danmarks eneste drypstenshule med 100 % luftfugtighed, en gennemsnitstemperatur på 8,8 grader og et ekko på 17 sekunder. Her oplever du installationen i helt særlige omgivelser.
Vi taler om totalinstallationen ”Seven Deaths”, inden vi går under jorden og oplever de syv film.
Efter besøget samles vi igen til fælles refleksion og perspektivering.
Kurset er for dig, der er nysgerrig på kunst, kultur og sanselige oplevelser, og som har lyst til at opleve et stærkt og tankevækkende værk i helt særlige omgivelser.
Du får:
En stærk sanselig kunstoplevelse
Indblik i operahistoriens store temaer
En bedre forståelse af værkets udtryk og betydning
Turen tager 1,5-2 timer.
Der er køligt i Cisternerne, så det er en god idé at tage varmt tøj på.
Vil du med FOF København og Nordsjælland på flere oplevelser? Se vores aktuelle ture og rundvisninger i vores turkalender.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere