
Du kan deltage i kurset om madskove på Køge Fælles Jord. Her får du en unik mulighed for at opleve et levende madskovssystem i praksis – et sted hvor der gennem 10 år er eksperimenteret med over 100 forskellige flerårige grøntsager.
Kurset er for alle med interesse for haveliv, bæredygtighed og flerårige grøntsager. Du behøver ingen forudgående viden. Du kan både være ny i emnet eller allerede nysgerrig på permakultur og vilde spiselige planter.
Du lærer om flerårige grøntsager, madskovssystemer og hvordan man kan lagre store mængder kulstof i jorden – helt op til 17 tons CO₂ pr. hektar om året – samtidig med, at der dyrkes mad. Du hører om de mest produktive og spisevenlige flerårige grøntsager, salattræer og kvælstoffikserende træer, og du får konkrete idéer til, hvordan du selv kan begynde i din egen have.
Undervisningen foregår ude i madskoven på Køge Fælles Jord. Her smager, oplever og lærer du direkte i naturen. Der vil være rundvisning, introduktion til systemerne og rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs, så du kan overføre den viden og inspiration til din egen have. Kurset giver dig inspirerende, jordnære råd til, hvordan du kan starte i det små hjemme hos dig selv.
Marianne Mark har 30 års erfaring med permakultur, natur, vilde urter, vild mad og bæredygtige bosætninger.
Læs mere