
Fredag 27/11
FOF Sydjylland
Mød Morten Korch bag de folkekære bøger og film. Esther Rützou fortæller levende og humoristisk om forfatterens fiaskoer, stædighed og vej til succes - og om hvorfor danskerne elskede det, kritikerne kaldte ”sødsuppelitteratur”.
I 2026 ville Morten Korch have kunnet fejre 150-års fødselsdag.
Morten Korch var Danmarks mest læste forfatter. Bønder og småborgere elskede hans bøger. De store dramaer med nærmest uløselige problemer - og happy-ending på sidste side - det var skønt. Og endnu mere skønt, da bøgerne blev filmatiserede med Poul Richard som den altid gode helt.
Det veluddannede Danmark afskyede til gengæld Morten Korch. ’Sødsuppelitteratur’ vrængede de lærde, og bibliotekerne forviste ham fra deres hylder. Nok var man folkebibliotek, men så folkelig behøvede man vel ikke at være! Men hvem var han, denne succesfyldte, elskede og hadede mand?
Han var en mand, som ville have succes. Og når han ikke havde det - og det havde han virkelig ikke i starten, han krakkede både med købmandsforretning, teglværk og forlag - så digtede han virkeligheden om. Skrev sit eget liv om til romaner, der selvfølgelig endte godt.
Morten Korchs historie er historien om en stædig mand, som blev ved og ved, indtil det lykkedes.
Og ja - bøgerne var sødsuppelitteratur.
Men danskerne elskede det.
Esther Rützou er forfatter og kendt for sine historiske fortællinger. Alle detaljer er grundigt researchet. Stoffet iscenesættes med sans for drama og humor.
”Endnu en fordring. Denne gang på 300 kr. En sagfører har afleveret den, mens Morten Korch ikke var hjemme.
300 kr.
Morten har ikke de penge.
Men han har fået et tilbud fra en gammel kollega, som har en succesfuld købmandsforretning. Morten kan blive agent for ham.
”Nej,” siger Sofie. ”Det er jo ikke det, du vil. Du vil skrive. Se, nu tager vi din nye føljeton, og så cykler vi ned til Allers. Måske vil de tage den. Det må da kunne give i hvert fald 100 kr.” ...”.
Foredraget er en del af Fredagshøjskolens efterårsprogram.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere