
FOF Sydvestjylland
Kan man stadig sige, hvad man mener – og gøre grin med det meste? Brian Mørk inviterer til et tankevækkende foredrag om satire, selvcensur, ytringsfrihed og samtalens grænser. Med humor, personlige erfaringer og skarpe refleksioner undersøger han, hvordan vores offentlige debat har forandret sig.
Krænk mig! – Satire, selvcensur og samtalens grænser
Er du også blevet krænket i dag? Hvis ikke – bare rolig.
I dette foredrag tager Brian Mørk livtag med det moderne menneskes følelser, tryghedsbehov og voksende trang til at blive stødt. Med en blanding af satire, skarphed og alvor stiller han spørgsmål ved en tid, hvor det nogle gange kan føles, som om man hverken må sige, mene eller gøre grin med noget længere. Men hvorfor egentlig ikke?
Undervejs undersøger han de mekanismer, der præger vores fælles samtale: Hvornår er kritik nødvendig og berettiget – og hvornår begynder den at blive brugt strategisk? Hvordan opstår tavshedskultur, og hvorfor er den så svær at få øje på, mens den sker? Og hvad gør det ved dialogen, når intentionen vejer mindre end oplevelsen?
Med afsæt i sagen om sin egen “shitstorm” og den efterfølgende debat ser Brian Mørk på, hvordan anklager om krænkelse ikke kun fungerer som opråb, men også kan udvikle sig til sociale våben – noget, der kan få folk til at tie stille, ændre adfærd eller trække sig helt fra samtalen.
“Krænk mig!” er et foredrag med både humor, kant og eftertanke.
Det er ikke et angreb på hensyn eller respekt, men et forsøg på at forstå de spilleregler, der former vores måde at tale sammen på i dag.
Et forsvar for åben dialog, fælles ansvar – og modet til at sige noget, også når det er svært.
Advarsel: Indeholder meninger, satire og noget så gammeldags som ytringsfrihed. Ikke for sarte sjæle – men måske netop derfor værd at opleve.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere