
FOF København og Nordsjælland
Dansk vin i særklasse
Glæd dig til en enestående smagning, hvor du får lejlighed til at smage på Danmarks formentlig bedste rødvin. Vi smager seks forskellige vine fra den danske vingård Njord og sammenligner de enkelte årgange og marker.
Smag seks forskellige vine fra den bedste danske vingård Njord
Vi inviterer FOF København og Nordsjællands Vinklub til smagning af dansk vin. Du skal smage seks vine fra årgangene 2019-2023 fra Danmarks bedste vingård Njord ved Holbæk.
Nogle vil rynke på næsen og mene, at dansk vin aldrig kan blive stort, men mange af vores faste deltagere i vinklubben kender sikkert allerede vingården Njord og har måske endda smagt vinen derfra en enkelt gang. Dem, der ikke har, bør prøve denne vin.
Njord blev etableret i 2010 af Sune Albertsen, der havde en drøm om at forfølge potentialet i druen Pinot Noir Précocé i det danske klima og de sandede bakker i det vestlige Sjælland. Markerne ligger ved Holbæk i et fantastisk smukt bakket landskab med sand og grus, som er resultatet af istiden. Sune har en god aftale med den lokale godsejer og har derfor tilplantet marker på de bedste små parceller/marker i området. Det kræver optimal soleksponering, hvis man vil modne Pinot Noir Précocé i Danmark.
Druen Pinot Noir Précocé er fra den vinplante, der hedder Vitis Vinifera, som er den klassiske europæiske vinstok, der har alle de bedste druesorter. Den adskiller sig derfor fra de fleste andre danske vine, der er lavet på såkaldte hybriddruer for at tilpasse druen til det kølige danske klima og er en krydsning mellem flere vinstok-arter. For eksempel kan nævnes druen Solaris til hvidvine og druen Rondo til rødvine – som nok er de danske druer, som de fleste har smagt vin lavet af.
Pinot Noir Précose – på dansk ’tidlig Pinot Noir’, på tysk ’Frühburgunder’ – er derimod en klon af den klassiske Pinot Noir, som de fleste kender. Denne klon udmærker sig ved at blomstre forholdsvis tidligt, samt at kunne opnå optimal modenhed i de bedste år hos Sune.
Første årgang var 2013, og produktionen i de første årgange frem til 2019 var kun omkring 800 flasker. I i årene 2016 og 2017 blev der dog slet ikke lavet Njord rødvin, da druerne ikke blev modne nok i de kølige somre. I stedet lavede man mousserende hvidvin (på røde druer).
Fra årgang 2020 er produktionen dog kommet op på ”enorme” 3.000 flasker om året takket være nye, tilplantede parceller. De tappes separat hver for sig med navnene på de respektive parceller.
Siden årgang 2020 har der været lavet følgende vine:
Terrassen: Den oprindelige vinmark beplantet i 2010. 0,55 ha., ca. 800-1.000 fl. pr. år, hældning 30%.
En Variation: 0,18 ha, ca. 500-550 fl./år, den stejleste af markerne med en hældning på 40% og mere grov jord med mere ler.
Sandhøj: 0,16, ca. 250 fl./år; som navnet siger den ”tyndeste” og mest sandede jord.
Issø: 1,25 ha, ca. 1.900 fl./år.
Vinene lagrer cirka 20 måneder på klassiske franske 225 l. egetræsfade af bedste kvalitet fra kendte bødkere som Francois Freres, Cavin og Taransaud. Omtrent to tredjedele af fadene er nye. Sune eksperimenterer stadig med at lade op til 50 stilke gære med afhængigt af årgangen.
Mange har haft blandede oplevelser med danske vine, og holdningen er generelt, at det kan da være meget sjovt at smage, men at vinene er alt for dyre i forhold til kvaliteten og oplevelsen.
Men hvad siger eksperterne om Njord?
Frederik Kreutzer, danmarksmester i blindsmagning 2014:
”Er Njord så stort? Ja, det er så stort”
Den danske Bourgogne-ekspert Steen Øhman, der har sin egen betalings-blog Winehog, skrev om Njord 2013, den første årgang:
"Mit første møde med Njord var efter en middag ... og en del andre vine ... den blev serveret blindt efter to Vosne-Romanée kommunevine fra 2013-årgangen – Domaine Georges Noëllat og Domaine d’Eugenie for at være præcis. Vinen virkede ældre end de to Vosne 2013'ere – men burgundisk ... og indikerede ikke ... jeg er dansk. Tværtimod var jeg stadig i Cote de Nuits og besluttede mig for Morey Saint Denis, da hverken Vosne eller Chambolle virkede passende. Vinen tilbød en fin kompleksitet – en dejlig samling af røde og mørkebærfrugter ... antydninger af blomme og en vis sund mineralitet, dvs. med et vist udtryk for terroir og en vis krydring, der normalt forbindes med Cote de Nuits. Den manglede måske lidt af renheden og definitionen fra de to Vosne-landsbyer, der blev serveret før ... men smagte rigtig godt, selv efter de to meget kompetente landsbyvine. Vægten og koncentrationen matchede de to Bourgogne ... og som nævnt virkede den noget mere udviklet.
Men den var ikke Bourgogne ... den var dansk ... fra mit eget hjemland!!!!; Dette var mere eller mindre et chok, da de fleste danske rødvine er ... i bedste fald ... ligegyldige, da de er lavet på druesorter som Rondo. De fleste af dem er meget dyre ... 40 € eller mere ... og mange ret forfærdelige, for at være ærlig.
Men denne vin var meget anderledes."
Du skal smage i alt seks forskellige vine fra Njord
Du kan glæde dig til en enestående smagning, hvor du får lejlighed til at smage på Danmarks formentlig bedste rødvin og sammenligne de enkelte årgange såvel som de enkelte marker.
Issø 2023
Issø 2022
Terrassen 2022
En Variation 2021
Terrassen 2020
Pinot Noir Précocé 2019 (den oprindelige vinmark ”Terrassen”)
Medbring
1 eller 2 gode Bourgogne-glas til eget brug.
Tid og sted
Dato: Torsdag den 5. marts, kl. 19-21.45
Sted: FOF-huset, Ordrupvej 60, 2920 Charlottenlund
Pris
795 kr./746 kr.


