FOF fylder 75 år her i 2024, og det ønsker vi at markere med en rigtig dejlig julekoncert. Vi har hyret den folkekære Kurt Ravn til formålet, og for Kurt er julekoncerterne blevet en fast tradition, hvor han sammen med Carl Ulrik Munk-Andersen på klaver/orgel og Birgitte Lindum på obo skaber den skønneste julestemning. Kurt Ravn har udgivet julealbummet ”Årets Julekoncert”, som rummer såvel muntre som stille og inderlige julesange- og salmer. Kurt Ravn har en særlig – og ganske fremragende – evne til at give tekst og musik ekstra udtryk og liv. Med sin store sangstemme og sympatiske udstråling kan vi godt garantere, at han skaber han en hyggelig julestemning i Grundtvigskirken i Østerbyen.