Jeg hedder Michael Linden-Vørnle og har siden 2013 arbejdet som astrofysiker og chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og Teknologi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space). Lige nu arbejder jeg på opbygningen af et tværfagligt forskningscenter på DTU Space med fokus på rumsikkerhed (Space Safety). Rumsikkerhed handler om at forstå, følge og håndtere trusler fra rummet, såsom effekterne af soludbrud (rumvejr), asteroider og kometer, der kan ramme Jorden, samt menneskeskabte objekter i rummet – herunder rumskrot.
Jeg arbejder også med, hvordan satellitter og droner kan anvendes til bedre overvågning og kommunikation i Arktis, og jeg leder DTU Space DroneCenter, der koordinerer og faciliterer forskning i droner, droneteknologi og udvikling af autonom infrastruktur.
Desuden har jeg i mange år været tilknyttet den europæiske satellitmission Planck, som fra 2009 til 2012 lavede de hidtil mest detaljerede kort over eftergløden fra universets fødsel – det såkaldte Big Bang. En anden væsentlig interesse er eftersøgningen af liv i universet, især mulig kontakt med intelligente civilisationer. Hertil kommer innovativ udvikling og anvendelse af rumteknologi – “New Space”.
Min interesse for rummet blev vakt den 18. april 1982, da jeg blev konfirmeret. En af gaverne var en stjernekikkert, og da jeg denne aften ved et rent tilfælde så ringplaneten Saturn gennem teleskopet, begyndte min rejse mod et liv med astrofysik og rumforskning.

Foredragsholder
Der er i øjeblikket ingen aktive hold tilknyttet denne underviser. Kig gerne forbi igen senere.