
FOF København og Nordsjælland
Lever vi i den bedste af alle mulige verdener – eller den værste? I dette foredrag tager filosof Henrik Schøneberg afsæt i Leibniz’ optimisme og Schopenhauers pessimisme og argumenterer for, hvorfor verden måske bedst kan forstås som halvt fuld.
Filosoffen G.W. Leibniz påstod, at vi lever i en verden, som nok ikke er perfekt, men dog så god, som en verden nu engang kan blive. Det ville hans efterfølger Arthur Schopenhauer ikke høre tale om. Han mente snarere, at vi lever i den værste af alle tænkelige verdener.
Det er fristende at stille sig midt imellem de to kamphaner. I dette foredrag vælger filosof Henrik Schøneberg dog at stille sig på optimisten Leibniz’ side og argumentere for, at glasset bedst kan forstås som halvt fuldt. Samtidig krediterer han pessimisten Schopenhauer for at have ført ham i denne retning.
Foredraget giver et indblik i to markante filosofiske positioner og inviterer til refleksion over, hvordan vi selv vælger at forstå verden og vores plads i den.
Foredraget er for dig, der er nysgerrig på filosofi og på de store spørgsmål om mennesket, verden og vores måde at forstå tilværelsen på. Du behøver ikke have forkendskab til filosofi – blot lysten til at blive klogere på forskellige måder at forstå tilværelsen på og høre, hvordan optimisme og pessimisme kan belyse vores syn på verden.

Henrik Schøneberg er uddannet i filosofi og har holdt foredrag på alle vidensniveauer samt udgivet artikler i nogle af de mest anerkendte og læste internationale vidensmagasiner, heriblandt Wired, Philosophy Now og New Humanist.
Han har deltaget i ekspertpaneler for EU om, hvordan man kan lovgive inden for kunstig intelligens, og han er ophavsmand til verdens første kursus om, hvordan kunstig intelligens påvirker arbejdsmiljøet.