
FOF København og Nordsjælland
Oplev Per Juul Carlsens stærke og personlige foredrag om at overleve et hjertestop – og om at få et nyt perspektiv på livet efter næsten at have mistet det.
En grå søndag i februar 2023 faldt filmanmelder Per Juul Carlsen om med hjertestop under en fodboldkamp. I 10-12 minutter var han livløs, men takket være fodboldvennerne vågnede han igen.
Den verden, han vågnede til, var forandret og fyldt med spørgsmål. For hvordan lever man videre efter at have været død? Og hvad stiller man op med den overvældende fornemmelse af, at nogen gavmildt har givet en endnu chance?
I dette personlige og tankevækkende foredrag fortæller Per Juul Carlsen om oplevelsen af at være tæt på døden – og om tiden efter, hvor store spørgsmål pressede sig på:
Skulle han forsøge at finde tilbage til den, han var – eller turde at blive en ny version af sig selv?
Og havde han – uden at vide det – altid kæmpet mod at ende som sin far, som han havde arvet hjertesygdommen fra?
Per Juul Carlsen har beskæftiget sig med populærkultur siden begyndelsen af 1990’erne, blandt andet som redaktør på tidsskriftet Levende Billeder. Fra begyndelsen af det nye årtusind har han været DR’s gennemgående filmanmelder, primært i P1-programmet Filmland, på dr.dk og i DR K’s Filmselskabet. Derudover har han også bidraget til P1’s øvrige flade, især i Kulturen på P1 og i P1Morgen.
I dag anmelder han film i Kristeligt Dagblad, og interviewer aktuelle filmfolk i Det Danske Filminstituts podcast Filmstemmer.
Han er forfatter til bogen »Miraklet 1996-2006 – ti år der forandrede dansk film« om dansk films pludselige forandring og succesen med især dogmefilmene.
I 2025 udgav han bogen »Det gavmilde attentat – historien om et bebudet hjertestop«. Det er denne bog, foredraget tager udgangspunkt i.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere