
4. november
FOF København og Nordsjælland
Hvad gør livet meningsfuldt? Oplev Vincent F. Hendricks i en tankevækkende debat om filosofi, lykke og nødvendighed. En aften om livets balancepunkt hos FOF København og Nordsjælland.
Hvad er det egentlig, vi må have for at leve et meningsfuldt liv? Hvad er lykken?
Og hvordan hænger vores idéer om nødvendighed sammen med det, der faktisk er muligt?
Ofte bliver “det meningsfulde liv” i hverdagen reduceret til en god karriere, at finde og bevare den store kærlighed, at have trofaste venner og et selv, vi kan være tilfredse med.
Men vi forveksler let vores længsler med det, vi synes er rimeligt eller naturligt. Når virkeligheden så ikke lever op til vores forventninger, giver vi enten verden skylden – eller os selv. Vi har med andre ord tabt nødvendigheden af syne, og det skaber uro i hovedet og en følelse af rodløshed i livet.
I selskab med professor i formel filosofi, Vincent F. Hendricks, skal vi i aften diskutere netop denne blindhed overfor livets sande mening og undersøge hvilke kernelementer et sundt liv består af.
Kom med til en aften, hvor Vincent F. Hendricks trækker de tunge metafysiske skyts frem for at minde os om, hvad vi reelt har brug for og herigennem finde opskriften på det meningsfulde liv. Baseret på hans stadig aktuelle bog »Det helt nødvendige« fra Politikens Forlag (2025).
Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål mod slutningen af foredraget.
Vincent F. Hendricks, Dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og leder af Center for Information og Boblestudier, samme sted. Han er forfatter til en række bøger: »Infostorms«, »Spræng Boblen«, »Fake News«, »Reality Lost« og »Kæmp for kloden«.
Vincent har vundet en række priser for sin forskning, herunder Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, Roskilde Festivalens Eliteforskerpris og Choice Magazine Outstanding Title Award.
Den 26. november 2016 fik Vincent tildelt DR’s store formidlingspris, Rosenkjærprisen. ”Han er utrættelig. Og fuld af overskud har han gjort filosofien relevant”. Det var blot nogle af ordene, som kanalchefen for P1, Thomas Buch-Andersen, kom med, da han afslørede, at Vincent blev årets modtager af prisen.
Foto: Ulrik Jantzen
Er du nysgerrig på mere? Find alle vores aktuelle foredrag og debatter i foredragskalenderen.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere