
FOF København og Nordsjælland
Tag med forfatter og arkæolog Leila B. Joensson på en spændende rejse tilbage til den tidlige jernalder og bliv klogere på livet, samfundet, troen og ritualerne, der prægede verden, før vikingerne kom til.
Har du en arkæolog gemt i maven, eller interesserer du dig for vores fælles fortid før de sagnomspundne vikinger? Så er dette foredrag noget for dig.
Kom med på en spændende rejse tilbage i tiden sammen med forfatteren bag Harigasti-bøgerne – en trilogi, der skildrer livet i den tidlige jernalder i spændingsfeltet mellem fiktion og fakta. Leila B. Joensson, uddannet forhistorisk arkæolog og ph.d.-studerende ved Universität Wien, inviterer dig til et oplysende foredrag om jernalderen med fokus på samfund, tro og ritualer.
Med tre historiske romaner på CV’et og erfaring fra feltarkæologiske udgravninger i både Danmark og England præsenterer arkæologen og ph.d.-forskeren forskning og viden om den førromerske jernalder, som ellers ofte er forbeholdt museernes udstillinger, beretninger og støvede annaler.
I mødet med fortiden rejser forskningen nye spørgsmål. Hvorfor blev mennesker, dyr og genstande bevidst ødelagt, før de endte i søer og moser? Hvem udførte ritualerne, og hvilken betydning havde de? Det er blot nogle af de spørgsmål, arkæologen søger svar på i foredraget.
Om Harigasti-serien skrev redaktør Jakob Krohn:
“Realistisk og ramsaltet bringes vi tæt på et univers, hvor den ydre virkelighed – naturen, dyrene, drømmene og offerritualerne – former én stor kollektiv bevidsthed.”
Foredraget afholdes på dansk.
Der vil til foredraget være mulighed for at købe Leila B. Joenssons bøger og få dem signeret.

Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere