
FOF København og Nordsjælland
Klimaforandringer vil forandre Danmark og København. Kom med til en inspirerende og nødvendig debat om, hvordan eksperter og klimaforskere mener, at fremtidens ekstreme vejr vil forandre København, og hvordan vi danskere skal leve og bo i fremtiden.
Vi oplever allerede hyppigere stormfloder, kraftigere regnskyl og rekordvarme somre. Prognoserne viser, at havet omkring Danmark kan stige mellem 0,5 og 1,2 meter i løbet af dette århundrede – og dertil kommer stormflodernes ekstreme bølger.
For København betyder det, at områder som Nordhavn, Sydhavnen, Islands Brygge, Christianshavn og Amager er særligt udsatte. Netop de steder, hvor byen vokser, og hvor tusindvis af nye københavnere skal bo. Men også ikoniske bydele som Indre By og havnefronten risikerer at blive de næste oversvømmelseszoner.
Fremtidens København skal designes som en svamp: Grønne tage, regnvandsbede, parker og pladser, der kan holde på vandet, når skybruddene kommer.
Men det handler ikke kun om teknik og grønne områder. Det handler om, hvordan vi vil leve sammen som bysamfund. Skal vi bygge en stormflodsmur, der lukker havnen af? Skal vi acceptere, at visse områder må opgives eller omlægges til natur, fordi vi ikke kan redde alt? Eller skal vi satse på store, dyre teknologiske løsninger – og hvem skal betale? Og så er der den personlige dimension: Hvad kan vi selv gøre som borgere?
Vi står altså med et valg: Skal København blive en frontløber i den grønne omstilling – en model for, hvordan en europæisk hovedstad kan modstå klimakrisen? Eller skal vi nøjes med at lappe på problemerne, indtil det er for sent?
Marianne Skov er senior Climate Risk Specialist hos Rambøll med speciale i klimatilpasning og vand.
Ole Mark er en af Danmarks førende eksperter i klimatilpasning og har blandt andet i en årrække bistået de thailandske myndigheder med politisk planlægning til at afværge større skader fra oversvømmelser fra landets floder. Ole Mark er ansat i Krüger, som også arbejder med klimatilpasning i Danmark.
Martin Olesen er klimaforsker, ph.d. Nationalt Center for KlimaForskning (NCKF) og arbejder med analyse og modellering af fremtidens klima i både Danmark og Grønland.
Michael Rothenborg er aftenens moderator. Han er redaktør for WaterTech og vand-journalist på Ingeniøren. Han skriver om drikkevand, spildevand, klimatilpasning m.m. og er forfatter til fem bøger, herunder fire om klima, miljø og natur.