
FOF København og Nordsjælland
Tag med Martin Falklind bag kameraet i den prisbelønnede serie Fiskene i Sverige. En billedrig og tankevækkende fortælling om naturens skønhed og sårbarhed hos FOF København og Nordsjælland.
Den Nationale Strategi for Lystfiskeri er stolte af i samarbejde med FOF København og Nordsjælland at kunne præsentere et yderst spændende foredrag med den prisbelønnede, svenske naturdokumentarisk Martin Falklind.
Mød Falklind i et fantastisk billedrigt og smukt dokumenteret fiskerige. I foredraget vil han særligt komme omkring produktionen af naturdokumentarserien Fiskene i Sverige (eller Fiskenes Rige på svensk), hvor sæson 1 har været vist på DR. Vi kommer omkring Sveriges mange fisk – både relativt ukendte giganter, der næsten forsvandt, men hvor der nu er tændt et lille håb for fremtiden, samt de mest populære og kendte fisk som laks og tun.
Men foredraget beskæftiger sig også med bagsiden af fortællingen: Martin Falklind har på sine mange optagelser set, hvor galt det står til med overfiskeri, miljøpåvirkning fra landbrug, industri og kraftværker, der opstemmer floder. Alt sammen er med til at ødelægge fiskenes naturlige økosystemer og dermed deres muligheder for at gyde.
"Vi mennesker har altid kunnet lide at fange mange og store fisk. Men i samme øjeblik, vi bliver grådige og fanger for meget, får det konsekvenser", fortæller Martin Falklind.
Denne kortsigtede adfærd har f.eks. ført til, at den gigantiske stør helt blev udryddet fra Sverige, og at både den enorme malle og den flere hundrede kilo tunge tun næsten forsvandt fra vores farvande. I Danmark oplever vi katastrofale mængder af fedtemøg og dermed iltsvind. Torsken er tæt på udryddet i indre danske farvande, og laksen forsvandt pga. vores arrogante tilgang til udretning af de jyske åer. Falklind vil denne aften perspektivere forholdene og udfordringer i Sverige til de danske problemstillinger.
Efter foredraget vil projektchef ved Lystfisker Danmark Arne Kvist Rønnest være moderator for en samtale mellem Martin Falklind og formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas.
Her tager de to fat på den dybe krise i Østersøen, hvor iltsvind, overfiskeri, klimaforandringer og prædation har presset særligt bestandene af torsk og laks, men også centrale fødefisk som sild og brisling.
Samtalen giver et fælles svensk-dansk blik på, hvorfor Østersøen er så udfordret, hvorfor forvaltningen er så kompleks – og hvad der skal til for igen at skabe et robust, bæredygtigt havmiljø.
Publikum får både de hårde realiteter og de spirende håb – samt konkrete perspektiver på, hvordan lystfiskeri, forskning og politik kan trække i samme retning.
I 1990 grundlagde Martin Falklind Ecofilm, og siden da har han produceret godt 30 natur- og fiskefilm fra hele verden. I 2018 startede Ecofilm initiativet »Fisk i Fokus«– et dokumentationsprojekt, der har til formål at øge kendskabet til svenske fisk og de vandmiljøer, de lever i.

Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere