
FOF København og Nordsjælland
Psykedelisk assisteret terapi er et forskningsfelt i hastig udvikling og fylder stadig mere i den offentlige debat. I dette foredrag får du en introduktion til den nyeste forskning i behandlingsformer med blandt andet MDMA, psilocybin og ketamin samt de muligheder og spørgsmål, der følger med.
Psykedelisk assisteret terapi er et felt i hastig udvikling og fylder stadig mere i medierne og i den brede debat. Måske har du selv hørt om nye behandlingsformer med MDMA, psilocybin eller ketamin og spekuleret over, hvilke muligheder de rummer, og hvilke risici der følger med.
I dette foredrag får du en klar og nuanceret introduktion til et komplekst, men vigtigt område. Med afsæt i den nyeste internationale forskning ser vi nærmere på, hvordan psykedelisk assisteret terapi tilrettelægges og gennemføres i en tryg og professionel ramme. Du får indblik i, hvilke resultater forskningen har vist i forhold til blandt andet PTSD og depression, og hvilke begrænsninger og etiske spørgsmål der fortsat er vigtige at forholde sig til.
Foredraget har et oplysende formål og indeholder ikke vejledning i brug af ulovlige stoffer.
Foredraget henvender sig til alle, der er nysgerrige på den nyeste forskning inden for psykedelisk assisteret terapi og dens betydning for mental sundhed. Det er relevant både for fagligt interesserede og for dig, der ønsker en bedre forståelse af emnet.
Når du går hjem, har du et mere opdateret og nuanceret billede af feltet og en bedre forståelse af den forskning, der ligger bag den voksende interesse. Samtidig får du et bedre grundlag for at navigere i debatten og i din egen nysgerrighed med viden og refleksion.

Marie Skov Madsen er cand.mag., stressrådgiver og videreuddannet i Psychedelic Assisted Therapies and Research ved California Institute of Integral Studies i San Francisco.
Hun arbejder med stress, mental sundhed og menneskelig udvikling og har gennem flere år fordybet sig i, hvordan bevidsthedsarbejde og forskning i psykedelisk assisteret terapi kan bidrage til indsigt og varig forandring. Hendes interesse for psykedelisk assisteret terapi er både fagligt og personligt funderet og udspringer af en stærk interesse for de markante resultater og nye muligheder, forskningen har åbnet for i arbejdet med mennesker.
Til daglig driver hun Skov Consulting, hvor hun arbejder med stressrådgivning, åndedrætsarbejde og integrationssamtaler i relation til psykedeliske erfaringer. Hun er kendt for en nærværende og skarp formidling, hvor seriøsitet og humor går hånd i hånd, og hvor komplekst stof gøres forståeligt og jordnært.