
FOF København og Nordsjælland
Fem aftener med vinsmagning for den passionerede vinelsker. Smag exceptionelle vine, udforsk årgange, producenter og nye trends og få en dybere forståelse af vinens verden i godt selskab.
Denne foredragsrække med vinsmagning henvender sig både til nye og tidligere kursister, der allerede har et vist niveau inden for vin og erfaring med vinsmagning.
Her er mulighed for ekstraordinære vinoplevelser med smagning af exceptionelle vine, som man normalt ikke selv går ud og køber.
"Store vinoplevelser" er for dig, der tidligere har deltaget på vinsmagninger hos FOF København og Nordsjælland. Kendte distrikter, druer og vine tages op på ny, samtidig med at nye temaer, årgange, producenter og trends gennemgås.
Forløbet er også oplagt for dig, der har gennemført FOFs Vinskole 1 eller Vinskole 2 og ønsker at smage endnu flere vine og få en dybere forståelse af vinens verden. Alle vil få stort udbytte af denne foredragsrække med store vinoplevelser.
Over fem aftener smager vi os gennem udvalgte områder og temaer fra vinens verden. Gennem intens og pædagogisk vinsmagning kombineret med fortællinger om baggrund, nyeste tendenser og sammenhænge mellem druer, vinifikation, jordbund og klima lærer vi for alvor vinen i glasset at kende.
Grundlæggende begreber som smageteknik, opbevaring af vin og dekantering gennemgås løbende. Vi smager typisk omkring seks vine pr. aften, ofte blandt nogle af de bedste vine fra de enkelte områder.
“En super oplevelse, der giver mulighed for at smage vine, inden man eventuelt køber den pågældende vin et sted.“
1. Volnay: Elegante og forførende rødvine fra Côte de Beaune
Kommunen Volnay ligger mellem Pommard og Meursault og er især kendt for elegante, saftige rødvine, der er mindre rustikke end vinene fra nabokommunen Pommard.
Volnay-navnet er forbeholdt rødvine, men der laves også hvidvine, som via særlige regler sælges som Meursault. Kommunen omtales ofte som Côte de Beaunes svar på Chambolle-Musigny.
Vi smager seks unge og modne rødvine fra forskellige topproducenter for at komme tættere på kommunens stil og udtryk.
2. Australien: Nye tendenser i et varmt vinland
Australien er et stort vinland, der har været udfordret af global opvarmning. Vinene har traditionelt været kendt for høj alkohol og stor koncentration, hvilket har givet dem ry for at være ”marmelade-vine” eller ”syltetøjsvine”. Andre elsker denne stil.
Men hvad rører sig i Australien i 2026? Vi ser på nye tendenser med mere elegance, lavere alkohol og mindre ”syltetøj”, som det også kendes fra for eksempel klassiske europæiske distrikter som Bordeaux, Bourgogne og Barolo. En ny generation af vinproducenter er kommet til, og trenden går mod lettere, mere saftige og hurtigere drikkemodne vine.
Vi smager rødvine på Shiraz, Grenache og Mourvèdre og oplever, hvordan australsk vin har ændret sig markant de seneste 10 år.
3. La Morra: Fokus på Barolos største kommune
Vi dykker ned i vinene fra den største af Barolo-distriktets elleve kommuner, der står for mere end 25 % af al Barolo-vin (som tilsammen dog kun er ca. 14 mio. flasker – langt mindre, end de fleste tror).
Men hvordan smager en klassisk La Morra? Og hvor meget betyder den enkelte vinbondes stil i forhold til en fælles stil for kommunen?
4. Santa Barbara og Syd-Californien
Det sydlige Californien har de senere år oplevet en markant kvalitetsudvikling. Her handler det ikke om store, muskuløse Cabernet Sauvignon-vine med 16 % alkohol som i det berømte Napa Valley. I stedet handler det om elegante og saftige Pinot Noir- og Chardonnay-vine samt Grenache.
Det kølige klima mellem Los Angeles og San Francisco giver ideelle betingelser, især når vinmarkerne ligger tæt på Stillehavet. Produktionen er ofte begrænset, og vinene er stadig relativt ukendte, men her findes spændende alternativer til Bourgogne med en moderne og saftig stil hos de bedste producenter.
5. Ribera del Duero: Tradition og fornyelse
Ribera del Duero har længe kæmpet med Rioja og Priorat om positionen som Spaniens førende vindistrikt. Druen Tempranillo er den samme som i Rioja, men stilen har ændret sig markant.
I dag arbejdes der blandt andet med langt mindre brug af egetræsfade, som traditionelt har været forbundet med kvalitetsvin i Spanien. Den berømte ”danskervin” Pingus, lavet af Peter Sisseck, har for eksempel ikke brugt nye fade siden 2012, efter man fra begyndelsen i 1995 ofte brugte ”200 % nye fade”.
Vi undersøger, hvor Ribera del Duero står i 2026, og det gør vi naturligvis ved at smage en række spændende vine – både nye stjerner og veletablerede navne.
Medbring 1-2 gode vinglas passende til de forskellige temaer
Prisen er inkl. vin
Som medlem af FOF København og Nordsjællands vinklub får du mulighed for at tilmelde dig udvalgte vinsmagninger før alle andre.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere