
FOF København og Nordsjælland
Følg med i tidens teater og få inspiration til dine teaterbesøg i Teaterklubben i Gentofte. Bente Hatting Gjelten guider dig gennem sæsonens mest aktuelle forestillinger og giver dig viden om dramatikere, opsætninger og anmeldelser. Sammen taler vi om teatrets tendenser og får et unikt indblik i scenekunsten, så du går i teatret med nye perspektiver og større udbytte.
Er du også vild med at gå i teatret? I Teaterklubben i Gentofte bliver du klædt på til sæsonens stykker, så du kan planlægge dine teaterbesøg.
Mag.art. Bente Hatting Gjelten gennemgår aktuelle stykker på de københavnske scener. Hvordan skal man vælge blandt de mange muligheder? Og hvilken kritik har stykkerne fået?
1. mødegang
I ”Mary/ Elisabeth” på Betty Nansen Teatret er fejden mellem Skotlands Maria Stuart og Elisabeth af England et drama om magtkamp og religion, fortalt gennem kampdans og ord.
”Glade Dage” på Folketeatret er Becketts tragikomiske klassiker om mennesket, der synker længere ned i sandet, men alligevel kan sige: ”Atter en dejlig dag”.
2. mødegang
Georg Büchners ”Woyzeck” i Husets teater er uhyggelig aktuel om en eks-soldat, der elsker sin hustru, men slider for at få tilværelsen til at hænge sammen.
På Republique er den berømte franske nobelprismodtager Annie Ernaux’s mesterværk ”Årene” omsat til scenen. Det er både et selvportræt og et generationsportræt.
3. mødegang
”Line altså Knutzon” på Teatret ved sorte hest er en scenisk undersøgelse af dramatikerens arbejde, hvor hendes vilde tekstunivers underkastes en grundig granskning.
I ”Renæssance” på Nørrebro Teater fremføres ti ældre kvinders fortællinger af vore bedste skuespillerinder – blandt andet Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen og Ulla Henningsen.
4. mødegang
Den højt elskede film ”Dansen om Regitze” levendegøres nu på det Kongelige Teaters lille scene ”Mellemgulvet” med Maria Rossing og Olaf Johannesen i de vanskelige roller som Regitze og Karl-Aage, der er angst for livet uden Regitze.
Anton Tjekhovs aktuelle drama ”Onkel Vanja” bliver i Skuespilhuset omsat til nutidens danske landbrugsland, hvor nogle ikke kan erkende, at tiden har ændret meget. Med blandt andet Nicolas Bro som onkel Vanja og Tina Gylling Mortensen som Vojnitskaja.
Læs mere
Foto: Jasko Bobar. Pressefoto fra Husets Teater – Woyzeck.