
Kan man ved at ændre sin bevidsthed lindre og måske endda helbrede sygdomme og lidelser? Og hvis ja, hvordan aktiverer man så sine selvhelbredende kræfter?
Thomas Breinholt har brugt år på at udforske disse spørgsmål og har bl.a. interviewet mere end 40 fremtrædende forskere i hele verden inden for forskningen i sammenhængen mellem vores sind og vores krop.
Hvad sker der egentlig, når folk får en placebopille og pludselig ikke længere har ondt i ryggen? Hvad er årsagen til, at vores hjerte-kar-system tager skade af at have konfliktfyldte ægteskaber? Hvorfor er ensomhed dræbende? Hvor meget betyder barndomstraumer eller vores plads i arbejds- og samfundshierarkiet for udvikling af sygdom?
Dette er blot nogle af de spørgsmål, Thomas Breinholt giver svar på. Derudover kan du glæde dig til at få forskningsbaserede bud på, hvad vi selv kan gøre for at aktivere de selvhelbredende kræfter inden i os.
Thomas Breinholt er journalist, forfatter og fakta- og dokumentarredaktør med en passion for at udforske, hvordan vores tanker påvirker kroppen. Med udgangspunkt i både biologi og ny forskning afdækker han den fascinerende forbindelse mellem psyke og fysisk helbredelse.
Du vil få konkrete indsigter og værktøjer til at forstå og styrke kroppens selvhelbredende kræfter og rig mulighed for at stille spørgsmål til Thomas mod slutningen af aftenen.
Thomas Breinholt er en af Danmarks mest engagerede formidlere af viden om krop og psyke. Han er uddannet inden for biologi og naturvidenskab, hvilket danner et stærkt fagligt fundament for hans undersøgelser af sammenhængen mellem sind og sundhed.
Som journalist, forfatter og fakta- og dokumentarredaktør har han gennem flere år dedikeret sig til at afdække, hvad der rent faktisk skaber sundhed i os – ikke kun i teorien, men også i praksis.
Han står bag bogen 'Kan man tænke sig rask?' og TV 2-dokumentarserien af samme navn, hvor han har udfordret både eksperter og sig selv med spørgsmålet om, hvorvidt tanker kan helbrede kroppen.