Skip to content
Jeanette Varberg, FOF København

Janette Varberg: Vikingernes verden

Kom med, når Jeanette Varberg tager os med på en fantastisk rejse gennem Danmarkshistoriens mest fascinerende periode – Vikingetiden.

På baggrund af sit imponerende arbejde med bestseller-bogen »Viking – Ran, ild og sværd« tager Jeanette Varberg os med gennem 800 års historie, fra Romerrigets fald til det første korstog. Vi skal bl.a. forbi datidens slagmarker, plyndringer og magtkampe, og vi skal stifte bekendtskab med de store konger, der samlede magten og grundlagde det Danmark, vi kender i dag. Du får svar på, hvilken rolle kvinderne spillede i historien, hvad de blodige krigere lavede, når ikke de plyndrede og myrdede, hvilken betydning Vikingetiden har for vores nutid – og meget, meget mere.

Vores historie står aldrig stille

Jeanette Varberg udvider det, som normalt defineres som Vikingetiden, med 350 år. Hun fortæller med smittende passion om de lag, som nutidens arkæologiske udgravninger tilføjer historien om vores eventyrlystne forfædre. Videnskaben, arkæologien og vores historie står nemlig aldrig stille, og nye fund er hele tiden med til at sammenstykke et mere detaljeret billede af vikingernes verden.

JeanetteVarberg

Om Jeanette Varberg

Jeanette er museumsinspektør på Nationalmuseet. Hun skriver desuden fast for Kristeligt Dagblad og er ofte i medierne med sine skarpe, historiske vinkler på nutidens store udfordringer som klimaændringer, konflikt og migration. Hun er en meget aktiv formidler af vores forhistorie som forfatter, debattør og foredragsholder og har deltaget i store DR-serier som blandt andet »Historien om Danmark« og »Togtet«.

I 2014 modtog Jeanette Danmarks Radios store formidlingspris Rosenkjærprisen og Blixenprisen for sin bog »Fortidens slagmarker – krig og konflikt fra stenalder til vikingetid«. Jeanette var nomineret til Årets Dansker i 2017, og i 2019 udgav hun den succesrige bog »Viking«, som allerede syv dage senere kom i 2. oplag. I 2022 modtog Jeanette Varberg den prestigefyldte Amalienborgpris "som en påskønnelse af hendes lange karriere og en anerkendelse af hendes videnskabelige og kulturelle indsats i formidlingen af fortidens mysterier".

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Torsdag 09.04.2026 19:00-21:00 Gentofte Hovedbibliotek Jeanette Varberg
Foredragsholder

Jeanette Varberg