Skip to content
Svampeture hos FOF København

Den store svampetur - Gribskov ved Nødebo

Vi kommer igennem fremragende svampeterræn med mulighed for gode fund af rørhatte, tragtkantareller, østershatte m.m. Vi er også i et område, hvor kongemagten i 1600-tallet fik anlagt de såkaldte stjerneveje. De blev brugt ved parforcejagten, som også er en omtale værd. Vi kommer også ind i området, hvor der er ved at blive etableret naturnationalpark med bl.a. elge.

Vi starter med en kort introduktion, går ind i skoven og taler undervejs om, hvad vi finder. Vi holder en lille spisepause midtvejs og ser på, hvad vi har fundet indtil videre. Vi afslutter med samlet gennemgang af dagens udbytte og svampekontrol, og der gives et par gode råd til tilberedning.

Efter turen kan man efter ønske få tilsendt en vejledning om indsamling af spisesvampe. 

Udflugten gennemføres uanset vejret, så husk et par gode sko og passende påklædning.

Medbring evt. mad/drikke, en svampekurv, en kniv til rensning af svampene og en svampebog, hvis I har. Supplér evt. med et besøg på svampeatlas.dk, og hent evt. folder med kort på naturstyrelsen.dk/publikationer.

Det kan anbefales (men er ikke et krav) at downloade appen Danmarks Svampeatlas inden turen, så den kan benyttes i løbet af dagen. Opret gerne en bruger og prøv den af hjemmefra.

Mødested: P-plads ved Ottevejskrydset, som er krydset ved Kildeportvej/Odderdamsvejen (der er adgang for biler). Med det offentlige: tag evt. bus fra Hillerød St. til Nødebo kirke – stoppested »Kildeportvej (Nødebovej)« – og herefter ½ times gang, ca. 2 km til mødested.