
FOF København og Nordsjælland
Fem aftener med vinsmagning for den passionerede vinelsker. Smag exceptionelle vine, udforsk årgange, producenter og nye trends og få en dybere forståelse af vinens verden i godt selskab.
Denne foredragsrække med vinsmagning henvender sig både til nye og tidligere kursister, der allerede har et vist niveau inden for vin og erfaring med vinsmagning.
Her er mulighed for ekstraordinære vinoplevelser med smagning af exceptionelle vine, som man normalt ikke selv går ud og køber.
"Store vinoplevelser" er for dig, der tidligere har deltaget på vinsmagninger hos FOF København og Nordsjælland. Kendte distrikter, druer og vine tages op på ny, samtidig med at nye temaer, årgange, producenter og trends gennemgås.
Forløbet er også oplagt for dig, der har gennemført FOFs Vinskole 1 eller Vinskole 2 og ønsker at smage endnu flere vine og få en dybere forståelse af vinens verden. Alle vil få stort udbytte af denne foredragsrække med store vinoplevelser.
Over fem aftener smager vi os gennem udvalgte områder og temaer fra vinens verden. Gennem intens og pædagogisk vinsmagning kombineret med fortællinger om baggrund, nyeste tendenser og sammenhænge mellem druer, vinifikation, jordbund og klima lærer vi for alvor vinen i glasset at kende.
Grundlæggende begreber som smageteknik, opbevaring af vin og dekantering gennemgås løbende. Vi smager typisk omkring seks vine pr. aften, ofte blandt nogle af de bedste vine fra de enkelte områder.
“En super oplevelse, der giver mulighed for at smage vine, inden man eventuelt køber den pågældende vin et sted.“
1. Saint-Aubin: Konkurrent og et alternativ til Meursault og Puligny-Montrachet
Kommunen Saint-Aubin ligger øverst og bagved på skråningen ovenfor den berømte kommune Puligny-Montrachet. Den har længe stået i skyggen af sine berømte naboer. Men global opvarmning gør, at chardonnay-druerne modner bedre i dag end da Bourgognes hierarki blev lavet for hundreder af år siden. Sammen med nye og eksperimenterende generationer af bønder betyder det, at vinene fra dette område i dag er bedre end nogensinde før. De puster vinene fra for eksempel Puligny-Montrachet og Meursault i nakken, og til meget mere rimelige og opnåelige priser.
Vi skal smage kommune- og 1. Cru-marker fra Saint-Aubin fra en række af de bedste producenter for top-value-oplevelser i stor hvid Bourgogne.
2. Rosso di Montalcino: Brunellos lillebror
Alle kender de berømte vine fra Brunello di Montalcino. De er dyre, og når de er bedst, er de fantastiske. Men færre kender de sekundære ”2. vine”, Rosso di Montalcino, som man også laver fra sangiovese-druen, og som må frigives året efter høsten. Det er modsat over fire år for 1. vinen, Brunello di Montalcino. Der er selvfølgelig stor forskel på kvaliteten mellem de bedste producenter, der typisk også er dem, der laver de bedste Brunello’er, og så de mere almindelige ”supermarkedsvine”. Men de bedste Rosso di Montalcino’er er klart bedre end dårlige Brunello di Montalcino’er. Vi smager en stribe top-Rosso di Montalcino’er fra de bedste producenter.
3. Côte-Rôtie: Syrah fra det nordlige Côte-du-Rhône
Denne berømte kommune fra det nordlige Côtes-du-Rhône laver udelukkende rødvine, der typisk er lavet på ren syrah-drue, men evt. med lidt (op til 20 %) tilsat hvidvin på viognier-druen. Nye generationer fra allerede kendte samt helt nye producenter dukker op, ligesom nye fine årgange kommer på markedet. Vi smager en række spændende producenter og nye top-årgange fra Nord-Rhônes måske allerbedste vindistrikt.
4. Montforte d’Alba: En af Barolos bedste kommuner
Vi sætter fokus på en af Barolos bedste kommuner, Montforte d’Alba, med blandt andet den berømte Bussia-mark og en perlerække af top-producenter og top-marker. Kommunen er kendt for sine kraftfulde og længelevende vine og producenter som for eksempel Aldo Conterno, Giacomo Conterno, Paulo Cinterno, Conterno-Fantino, Elio Grasso og Domenico Clerico.
5. Beaujolais på højeste niveau: Glem alt om Nouveau
Engang grinede alle vineksperter og vinnørder af Beaujolais, for det hele handlede mest om markedsføring og om at komme først frem med den nye, knapt færdiggærede Beaujolais Nouveau af lav kvalitet. Men i dag anses Beaujolais af de fleste vineksperter som et af de mest spændende og dynamiske franske vindistrikter med en ny generation af unge, dygtige og ambitiøse vinbønder, der laver fantastiske vine.
Men hvem laver de bedste vine i dag, og kan de måle sig med ”rigtig” Bourgogne? Smag nogle af de bedste Beaujolais-producenter og hør om områdets skiftende kvaliteter og anseelse gennem mange århundreder.
Prisen inkluderer vin. Medbring 1-2 gode vinglas, passende til de forskellige temaer, til eget brug.
Som medlem af FOF København og Nordsjællands vinklub får du mulighed for at tilmelde dig udvalgte vinsmagninger før alle andre.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere