
FOF Syd- og Vestsjælland
Dyk ned i modernismens fødsel og oplev, hvordan fransk kunst fra 1870-1914 forvandlede vores blik på verden. Fem spændende foredrag om fransk kunst.
v/ Flemming Friborg, mag.art.
Hør om hvordan kunsten blev moderne i 5 temaforedrag om fransk kunsts formning af vor tids kunstsyn. Vi ser på modernismens rødder i bohemens oprør mod kedsomhed, følger impressionismens vej til succes, symbolismens dybe længsler og kubismens leg med det abstrakte. Ildhu, intriger, drømmen om at skabe et maleri, der matcher sin egen tid – og samtidig kunne leve af det på markedsvilkår.
Ned med Akademiet! Kulturkamp og prøjserkrig, 1863-1871
Et længe ulmende opgør med det officielle franske kunstakademis smagskontrol førte i 1863 til et nyt udstillingsforum: de afvistes Salon. Her fik bortcensurerede værker nådigst lov at vises som modbillede til statens kanon. Men havde kunstnerne reelt fået magten over deres egen metier, og hvad med kunsthandlen?
Torsdag 22-01-2026 kl. 10:00
Impressionismen: Oprør eller idyl? 1874-1886
I 1874 stifter en række kunstnere deres eget udstillingsselskab. Et sanseligt maleri med øje for naturen og storbyen bliver til udenfor det officielle kunstliv. En kritiker døber dem impressionister og beskylder dem for at vise skitser som færdige billeder under dække af, at malerierne bare er ’indtryk’. Monet, Degas, Renoir og Pissarro står i spidsen, men bliver snart uenige om retningen.
Torsdag 29-01-2026 kl. 10:00
Da ordet stjal billedet. Symbolismens dybder, 1890-1895
Symbolismen blev udtryk for et digterisk og intellektuelt verdenssyn, hvis temaer kredsede om sjælelivet mere end optiske fænomener. Fortiden og den klassiske litteratur var inspirationskilder, og katolsk modstand mod den unge franske republik gav den nye fløj næring. Gauguin og Van Gogh færdedes i symbolismens udkant, men endte helt andre steder.
Torsdag 05-02-2026 kl. 10:00
”Dette maleri sælger!” Opfindelsen af den moderne kunsthandel, 1875-1900
De alternative kunstnere får hjælp af skarpe kritikere og forfattere. Selv om de sjældent forstår, hvad de ser og tit taler mere end de lytter, skaber de medierøre. En lille, pengestærk elite samler på de nye billeder, og den spirende, professionelle kunsthandel klarer resten. Marked, medier og meninger driver værket, og snart bliver det ny maleri en eksportvare.
Torsdag 19-02-2026 kl. 10:00
Kunsten er død, kunsten leve. Maleri som konstant fornyelse, 1900-1914
Én kunst eller mange forskellige? Gallerierne viser et mylder af forskellige kunstretninger, tempoet er sat op, og den ene isme følger den næste. Selviscenesættelse er dagens orden, og Paris er stadig maleriets, musikkens og scenekunstens centrum. Nyhed og dristighed er hovedkriterier, men modernismen er også en fortælling om at søge dybt i traditionen og genskabe kunstens gamle mesterskab.
Torsdag 26-02-2026 kl. 10:00
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere