Skip to content
Julehjerteflet

Flet julehjerter med motiver og mønstre -familiehold

Alle kender det traditionelle danske julehjerte, men ikke alle kan flette det. På kurset lærer I først at flette et enkelt julehjerte med 3*3 felter. Herefter går vi videre til spændende variationer med flotte motiver og mønstre, og der uddeles skabeloner til en række af disse hjerter. Kurset henvender sig til familier med børn på min. 12 år.

I skal selv medbringe blyant, lineal, papirsaks, en smal pincet samt gerne en passer. Til de mere finurlige hjerter kan med fordel benyttes skalpel, skæreunderlag, stållineal og cirkelskærer. Hvis du selv har nogle af disse remedier, må du gerne medbringe dem - og ellers kan de lånes på kurset, hvor også glanspapir i alskens farver stilles til rådighed. Medbring evt. en madpakke.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Søndag 03.11.2024 10:00-13:00 Taastrup Medborgerhus Jes Lottrup Knudsen
Underviser

Jes Lottrup Knudsen

Jeg er en aktiv pensionist på 68 år og har flettet julehjerter siden jeg var dreng. Sammen med min storebror udgav jeg Danmarks første bog udelukkende om julehjerter, ”Julehjerter” (Borgen, 1975). Sidenhen udgav vi tre andre bøger om emnet, ”Julehjerter i andre former” (Borgen, 1976), ”Julehjerter på mange måder” (Klematis, 1996) og ”Julehjerter i finurlige former” (Klematis, 1998).
Jeg har flere gange gennem årene afholdt større og mindre kurser i julehjertefletning, oftest i privat, forenings- eller arbejdsplads-regi, og senest ved to workshops på Nationalmuseet i december 2023 ifm. deres særudstilling ”Glædelig jul”.