
At blive tabt på gulvet eller falde mellem to stole.
Det er nogle af de ord, der bliver brugt om tiden efter afsluttet genoptræning.
Derfor har FOF Aftenskolen sammen med Egedal Sundhedscenter lavet et bevægelseshold målrettet borgere i kommunen, der har været gennem et genoptræningsforløb.
”Jeg har ligget i sengen og været lam. På bare et år er jeg kommet hertil”, fortæller Kjeld.
”Det betyder meget at man kan blive ved med at komme på et hold. Vi har jo allerede investeret meget i vores genoptræning, så er det vigtigt at vi har en mulighed for at blive ved, så længe vi har brug for det,” siger Vibeke.
I Ganløse mødes fire mennesker hver fredag på et bevægelseshold. Kjeld, Vibeke, Steen og Claus.
For ikke lang tid siden, har de været ramt af blodpropper eller lignende. Det har betydet, at mange af deres motoriske færdigheder skulle generhverves.

De fire har været gennem et intensivt genoptræningsforløb med en fysioterapeut, bevilget af kommunen. Men når genoptræningen slutter, står mange mennesker på egne ben, og skal selv stå for at blive ved med at træne i hverdagen. Her kan man føle, at man falder mellem to stole. Stadig stærkt mærket af følgevirkningerne ved blodproppen, men for rask til genoptræning.
”Man bliver tabt på gulvet,” som Claus beskriver det.
Derfor har FOF Aftenskolen sammen med Egedal Sundhedscenter startet et hold for mennesker, der har afsluttet genoptræning og har brug for at have et ugentligt træningstilbud med fokus på bevægelse og balance.
”Det er virkelig noget værd. Og man bliver ikke så træt som i starten,” siger Steen, der ligesom de tre andre har været med siden holdet startede i oktober.
Henrik Rasch underviser de fire deltagere og laver styrke- og balanceøvelser.
”Balance er vigtigt. For kort tid siden var den ikke eksisterende hos jer,” siger han til deltagerne.
Vibeke giver udtryk for, bekymringen for at falde, og ikke selv kunne komme op. Den griber Henrik straks. Finder fire liggeunderlag frem, og så skal deltagerne ned og ligge på gulvet, og øve teknikker til bedst muligt at komme op og stå.
”Du skal holde fast i, at det er sejt at du kan komme op fra gulvet selv. Det kræver styrke,” siger Henrik til holdet efter de gennemfører øvelsen.
Under øvelserne og i pausen, breder snakken sig mellem de fire. På kort tid kommer de gennem emner som Valdes Jul-kort og rejsekort. Sikahjorte i Dyrehaven, drengestreger i gamle dage, og hvor hurtigt man mister muskelmasse, når man ligger i sengen og ikke kan noget. Sammenholdet er vigtigt for de fire.
”Fællesskabet er meget vigtigt. Det gør at vi bliver ved med at komme. Vi bakker op om hinanden, og er hinandens indpiskere,” siger Vibeke.
De kender hinanden fra træningslokalet i samme bygning, som kommunen stiller til rådighed til selvtræning flere gange om ugen. Kjeld hørte om det nye hold som FOF Aftenskolen og Egedal kommune lavede i Ganløse gennem sin fysioterapeut og fik de andre med.
”Det virker! Og så har vi det hyggeligt også.” siger Steen.
Lokalet ligger i Ganløsehallen. Man skal kunne gå op ad en trappe, for at kunne være der. I starten var underviser Henrik Rasch lidt nervøs, når han skulle se de fire gå op og ned ad trappen. I dag forcerer de den alle langt mere selvsikkert. De har rykket sig markant i de få måneder, holdet har varet.
”Det er virkelig noget værd. Og man bliver ikke så træt som i starten,” siger Steen.
Alle fire er enige om, hvad målet med at blive på holdet er:
”Bedre balance,” lyder det.
Det betyder meget at man kan blive ved med at komme på et hold. Vi har jo allerede investeret meget i vores genoptræning, så er det vigtigt at vi har en mulighed for at blive ved, så længe vi har brug for det.
Tina Rossbach er fagkonsulent for bevægelsesholdene i FOF Køge Bugt, som står for FOF Aftenskolens aktiviteter i Egedal Kommune. Hun er meget glad og stolt over, hvad holdet på kort tid har opnået.
”Det er simpelthen så inspirerende at være med her,” siger hun.
Holdet er det første aftenskolehold i Ganløse, hvor der er knap så mange tilbud som i Egedal Kommunes større byer, men med borgere der virkelig gerne vil det nære. Tina Rossbach håber at det kan være startskuddet på flere hold i byen. Samtidig er bevægelsesholdet et flot eksempel på, hvordan foreningslivet er en medspiller i sundhedssektoren, som også er en del af sundhedsreformen.
”Det her er noget vi har ambitioner om at gøre meget mere af. Sammen med kommunen laver vi en løsning på en udfordring, mange mennesker oplever efter genoptræning. At tilbuddene ophører, og man selv må finde på noget, for at vedligeholde. Det er så vigtigt at de mennesker kan blive ved med at have en plads, og nogen der holder dem fast i, hvor vigtig træningen er. Det kan vi tilbyde på vores hold,” siger Tina Rossbach.
FOF Køge Bugt har mange forskellige hensyntagende hold. Find dit her.