 
                  
                At sidde med sine garnrester og tufte små vægbilledtæpper eller tæpper til gulvet er blevet det helt store hit. Derfor tilbyder jeg et begynderkursus, så du kan lære, hvordan du kommer i gang med at bruge en Danella-nål, samt hvordan du færdigmonterer dit arbejde. På kursusdagen når du at færdiggøre et lille billede.
Her har du mulighed for at lave fine billedtæpper, hvor du giver den gas med farver og mønstre, og samtidig får du evt. brugt garnresterne fra strikkekurven.
Det er en hyggelig lille syssel, som ikke fylder meget i hjemmet. Du skal bruge en Danella-nål og garnrester (højst garntykkelse pinde nr. 4), noget stof til at tufte på samt en ramme. Underviseren medbringer alle materialer. Materialeprisen på kurset er 300 kr. (Stof, leje af træramme, leje af Danellanål, garn, latex til montering mm), som afregnes med underviseren. Kursisterne kan nå at færdiggøre et lille fint tufte-billede, ca. 30x 30 cm. Efter kurset har du mulighed for at købe en Danellanål, pris 650 kr.
Søg på Instagram og bliv inspireret, hvilke muligheder du har med denne sjove håndarbejds-teknik, som har fået en renæssance i disse år. Danellanålen er en gammel dansk opfindelse.
Kurset er en oplagt gaveidé til den kreative veninde, nabo eller kollega.
Medbring eventuelt nogle af dine garnrester (tykkelse højst pinde nr. 4), men underviseren medbringer masser af garn i alle farver.
Håber vi ses. Ring eller skriv, hvis du har spørgsmål vedr. kurset på mobil 29279693
| Dato | Tid | Sted | Navn | |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Søndag 01.03.2026 | 11:00-15:00 | FOF Kursuscenter | Gitte Elbæk | 
 
                
Jeg hedder Gitte Elbæk, er uddannet håndarbejdslærer i 1983 fra håndarbejdsseminariet i Kerteminde. Jeg har været efterskolelærer i 38 skønne år, hvor jeg bl.a. har undervist i dansk, tysk og kreative håndarbejdsfag.
Jeg valgte at gå på pension november 2021, og nu har jeg tid til at fordybe mig endnu mere i de kreative sysler. I efteråret 2021 var jeg så heldig at komme i gang med at lære at tufte. Egentlig er det en drøm, jeg har haft siden jeg var barn, for min far lavede små gulvtæpper af garnrester med en Danella-nål, også kaldet Smyrna-nål.
Jeg arvede hans nål, og nu er den kommet frem i lyset, håndværket er ovenikøbet blevet meget populær blandt unge såvel som ældre. 
Derfor tilbyder jeg begynderkurser rundt omkring i landet.