Skip to content
Øster Anlæg – Kunst, kant og kultur

Øster Anlæg – Kunst, kant og kultur

Bliv guidet rundt på Østre Anlæg med Tod Alan Spoerl, kunsthistoriker med mere end 20 års erfaring inden for kunst, kultur og arkitektur.

Østre Anlæg, anlagt i 1871, er kendt for sit kuperede terræn, snoede stier og den maleriske sø. Men haven gemmer også på adskillige monumenter og skulpturer, hvoraf flere blev flyttet hertil for blot at blive gemt væk!  

Vi begynder foran Statens Museum for Kunst, i den moderne Museumshave, som forbinder museet og parken, fortiden og nutiden. Turen går gennem parken langs den krummede sø, en del af hovedstadens oprindelige volde. Vi vil se på kunst, mens vi opsporer dele af det gamle fæstningsanlæg fra 1600-tallet, såsom det skjulte Danmarksmonumentet, et kolossalt værk til minde om et kongeligt guldbryllup i 1892 højt oppe på Østvoldens eneste bevarede bastion. Vi støder på sigende portrætbuster, udført af blandt andre P.S. Krøyer, store og små monumenter til minde om nationale digtere, forfattere og komponister, samt to minihaver, parkens små, fredelige oaser. Vi skal høre om den omkringliggende by, den mere end 100 år gamle boulevardbane, den forsvundne Stokhusbroen (som måske er på vej tilbage), Stockholmsgades »moderne« interiør og gode gamle Sølvgade, inden vi slutter ved udgangen til Sølvtorvet og parkens nyeste skulptur – et overset værk af Nina Saunders. Hendes morsomme Sofarække på Kunstlejepladsen.
Vi slutter evt. af på en café i nærheden efter omvisningen.
Mødested: Spejlbassinet foran Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50

Din guide og foredragsholder
Tod Alan Spoerl, der flyttede til København fra USA i halvfemserne, er uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet. Han har mere end 20 års erfaring inden for kunst, kultur og arkitektur. Fra kuratering og salg til kunst- og kulturformidling, herunder som tekstforfatter, guide og foredragsholder, har Tod arbejdet på flere førende museer og gallerier, både som ansat og freelancer: Galerie Birk, Frederiksborg Slot, Thorvaldsens Museum, Øregaard og Cisternerne for at nævne nogle få. Han har også været guide i flere af byens parker, såsom Søndermarken på Frederiksberg og senest Voldparkerne i København, hvor historisk viden om byen, interesse for byhaver og kærlighed til skulptur kombineres i en større helhed.

Om voldparkerne, siger Tod
»Vi er heldige i København, at vi den dag i dag stadig kan gå fra den ene ende af byen til den anden – fra Østerbro til Rådhuspladsen – stort set uden at forlade de grønne områder. Jeg bor selv på Østerbro og holder meget af Øster Anlæg, Botanisk Have og Ørstedsparken, og jeg er glad for at kunne dele havernes rige historie.« 


Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 07.10.2025 11:00-12:30 Spejlbassinet foran Statens Museum for Kunst Tod Alan Spoerl

Tod Alan Spoerl