Skip to content
Kulturhøjskolen

Kulturhøjskolen

Kulturhøjskolen efterår 2025
Tag med Kulturhøjskolen på en tankevækkende og sanselig rejse gennem efteråret – fra Afghanistans barske bjerge og Picassos indignerede penselstrøg, til Amazonas' dybe jungle og Sydafrikas kamp for retfærdighed. Vi møder eventyrere, eksperter, kunstkendere og journalister, der med passion og perspektiv inviterer dig ind i deres verden.

Du får indblik i krigens ar, naturens storhed, musikkens magi, kunstens dybde og fremtidens teknologi – og undervejs stiller vi de store spørgsmål om mennesket, samfundet og vores fælles historie.

Bliv inspireret, udfordret og beriget – tilmeld dig efterårets foredrag, hvor viden bliver til levende oplevelser.

16/9 Turist i Talebans tjeneste
Et spændingsfyldt foredrag om en rejse gennem Taliban-kontrolleret Afghanistan mod den mytiske Wakhan Corridor. Oplev mødet med kirgisiske nomader, historiske fodspor og de svære moralske valg i et land, hvor skønhed og brutalitet eksisterer side om side.
Jan Tvernø, eventyrer og forfatter

23/9 AI – hvad er kunstig intelligens?

I dette oplæg får du en introduktion til kunstig intelligens, hvordan AI bruges i hverdagen, og hvordan du selv kan bruge det. Vi ser på konkrete AI-værktøjer, lærer at skrive gode prompts og taler om sikker og kritisk brug. Du får praktisk inspiration og enkle råd til at komme i gang.
Raza Mohsin, foredragsholder

30/9 Stødtænder og Termitbo

I foredraget stødtænder og termitbo tager naturfotograf Mads Hagen dig med bag kameraet, ud på savannen og helt tæt på nogle af verdens mest ikoniske dyr, når han viser billeder og beretter om sit virke som naturfotograf i både Kenya og Zimbabwe. Som naturfotograf er Mads Hagen optaget af de vilde dyr, men også om menneskets forhold til naturen.
Foredraget vil dykke ned i de unikke aspekter af Afrikas natur, fra de ikoniske Victoria Falls i Zimbabwe til de uendelige savanner og det rige dyreliv i Masai Mara i Kenya. Med fokus på de store oplevelser tager Mads Hagen dig med ind i det tekniske, naturvidenskabelige og det kunstneriske bag arbejdet med naturfotografi.
Mads Hagen, professionel natur- og dyrelivsfotograf

7/10 Teologien og filosofien i Michelangelos og Rafales mesterværker

I dette oplæg dykker vi ned i Michelangelo og Rafaels kunst med fokus på, hvordan deres værker ikke blot er æstetiske mesterværker, men også bærere af dyb teologisk og kirkehistorisk indsigt. Gennem deres malerier åbner vi visuelle biblioteker fyldt med bibelske fortællinger, klassisk dannelse og samtidens åndelige strømninger. Vi undersøger, hvordan de med penslen prædikede, fortolkede og formidlede tidløse budskaber – og hvordan deres kunst stadig taler stærkt ind i vores egen tid.
Martin Herbst, forfatter og rådgiver

21/10 Det glemte Anatolien og den tidlige kristendom

Oplev kristendommens rødder og oldtidens mysterier i Tyrkiet – fra Hagia Sophia til glemte georgiske kirker og kong Midas' grav. Anatolien gemmer på unikke kulturer som de frygiske og lydiske, der opfandt mønten og sagn som den gordiske knude. Alt sammen midt i storslået natur og gæstfrihed – fra Kappadokiens klippeboliger til Istanbuls historiske pragt.
Peer Faurskov, eventyrer

28/10 Guernica

Oplev et stærkt foredrag om Picassos Guernica – et maleri skabt som protest mod krigens rædsler. Foredraget kombinerer psykoanalytisk analyse, animationer og personlige erfaringer fra Spanien. Samtidig trækkes tråde fra 1930’ernes borgerkrig til nutidens politiske opbrud i Europa.
Steen Ole Hedelund Jørgensen, tidligere journalist og forfatter

4/11Spioner og efterretningsagenter – før og nu

Danmarks beliggenhed mellem øst og vest har i århundreder bevirket en omfattende udenlandsk fterretningsvirksomhed – med lovlige og ulovlige metoder – rettet mod Danmark og rettet mod vore nabolande. Under Den Kolde Krig 1949-1990 og under den nuværende hybridkrig spiller Danmarks beliggenhed med De danske Stræder – Lillebælt, Storebælt og Øresund en vital rolle som ”Østersøens Lås”. Angrebet på naturgasledningerne på bunden af Østersøen har optrappet den igangværende konflikt. Foredraget starter med bibelske spionberetninger – og ender med den igangværende efterretningsindsats omkring Østersøen. Foredraget bygger på en lang række kilder fra CIA, Forsvarets Efterretningstjeneste samt svenske og baltiske kilder.
Niels Jensen, journalist og forfatter

11/11 Ind i Amazonas

Kom med på en medrivende rejse dybt ind i Amazonas, hvor vi møder isolerede folkeslag, truet regnskov og planter med helbredende kraft. Oplev personlige fortællinger, unikke genstande og chancen for selv at prøve naturmedicin fra verdens største jungle.
Hans Erik Rasmussen, eventyrer og forfatter

18/11 Dokumentarfilm og Demokrati i Sydafrika

Efter sin tid i FN rejste Adam til Sydafrika for at dokumentere gadejustits i en township – et råt møde med virkeligheden i regnbuenationen. Gennem dokumentarfilmen Masi’s Law stiller jeg skarpt på håb, ulighed og kampen for retfærdighed i et samfund præget af svære efterveer fra apartheid. Foredraget afsluttes med filmvisning og fælles refleksion.
Adam Jacobi, udviklingskonsulent

25/11 Gasherbrum II

Tag med på en hæsblæsende ekspedition til toppen af Gasherbrum II – et af verdens højeste og mest utilgængelige bjerge. Midt i Muhammedkrisens efterdønninger og Pakistans uro kæmper et dansk team mod is, ild og indre grænser. Et intenst foredrag om mod, mindset og overlevelse i dødszonen.
Jacob Klaris-Jensen, bjergbestiger og eventyrer

2/12 Musikkens klang

Inviter dine ører på en opdagelsesrejse ind i musikkens klangunivers, hvor vi ved hjælp af billeder, video og selvfølgelig lyd får et overblik over det hav af musikinstrumenter som findes. Du kommer til at møde en række helt særlige og meget fascinerende instrumenter, som du sikkert ikke kender, og få svar på spørgsmål som fx: Hvorfor lyder forskellige musikinstrumenter forskelligt? Hvordan er musikinstrumenter med til at skrive musikhistorie? Og hvordan kan det lade sig gøre, at vidt forskellige musikinstrumenter sammen kan danne så fortryllende helheder?
Nina Agerskov, cand.mag. i musikvidenskab

Der tages forbehold for ændringer! 
Vært: Inge-Lise Wie



Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 16.09.2025 10:00-12:00 Taastrup Kulturcenter Jan Tvernø
2 Tirsdag 23.09.2025 10:00-12:00 Taastrup Kulturcenter Raza A.M
3 Tirsdag 30.09.2025 10:00-12:00 Taastrup Kulturcenter Mads Hagen
Se alle Se færre
Foredragsholder

Forskellige foredragsholdere

En dygtig foredragsholder er altafgørende for en god oplevelse. Hos FOF Københavns Omegn lægger vi stor vægt på at udvælge foredragsholdere, som er både fagligt kompetente, har noget på hjerte og formår at formidle deres stof på en måde, som fanger publikum. Denne sæson kan du glæde dig til nøje udvalgte foredragsholdere.