Mai og Ken er den næste generation af musikere

Lyden af trommer og klaver blander sig med livlige stemmer på Minas Kaffebar på Nørrebro. Ind ad døren kommer tvillingerne Ken Linh Doky, klædt i lyse farver, og Mai Lan Doky i sort, som yin og yang forenet i de fælles ansigtstræk, der simultant åbner sig i store smil.

De er begge undervisere hos FOF København, hvor Mai underviser i sang og kor, mens Ken underviser i klaver. De diskuterer, om de skal have croissanter. Prisen trækker ned. Duften trækker op. Ken spørger efter en pain au chocolat. Opvæksten i Paris fornægter sig ikke.

I et hjørne af caféen fortæller de om deres barndom omgivet af musik. Mai og Kens far er den verdensberømte pianist Niels Lan Doky, og musik har altid været til stede i hjemmet.

”Jeg kan huske, at vi hver aften faldt i søvn til vores far, der spillede klaver”, siger Mai og tager en bid af sin croissant.

Ken supplerer: ”Når han spillede koncerter i Paris, tog vi med vores mor derind. Vi faldt tit i søvn til koncerterne. Det var bare normalt for os.”

Opdraget med klaver

Mai Lan Doky er i dag sangerinde, mens Ken Linh Doky arbejder som pianist og producer. Helt i tråd med deres musikalske familie. Men det har ikke altid været livet som musiker, der trak.

Som børn af en professionel pianist fik de at vide, at det at lære at spille klaver, var ligesom at gå i skole. Det var bare noget man skulle, som Ken siger. Men ingen af tvillingerne var synderligt interesserede i at spille klaver og ifølge dem selv blev de heller ikke særligt gode. Ken var rundt om guitar og trommer, før han som teenager fandt tilbage til klaveret. Han var begyndt at producere hiphop og beats på computeren, og en drøm om at gøre det til sin levevej fik ham til at bede sin far om flere klavertimer.

”Jeg tænkte, at hvis jeg var god til klaver, ville jeg være endnu bedre til at producere beats,” fortæller han.

Vi går ud i vinterkulden på Nørrebrogade og ind i nabobygningen. I opgangen hænger en stor træplade med en række navne på tidligere beboere, håndmalet med svungen skrift. Øverst står der ”Doky”. Ken og Mai har brugt mange barndomstimer her på Nørrebrogade, hvor deres bedsteforældre boede i mange år. De taler ivrigt om barndomsminder på en blanding af fransk og dansk.

”Måske er det bare mit perspektiv, men du begyndte først rigtigt at spille efter vores forælde blev skilt,” siger Mai til sin bror og fortsætter, mens vi bevæger os ned ad deres barndoms gader:

”Vi flyttede med vores mor, og så var der jo ikke klaveret hver dag. Måske var det ubevidst, fordi du savnede ham. Du begyndte at spille meget, når papa ikke var der.”

Inspiration fra hele verden

Hun har selv spillet både bas og tværfløjte. Det sidste startede som et slags ubevidst oprør; en trang til at have et instrument, som var helt hendes eget. Men hendes vigtigste instrument er hendes stemme.

”Jeg har altid elsket at synge. Min mor siger, at jeg sang som baby. Lidt trippy, haha!”

Tvillingerne har caribiske rødder. Deres mor er fra Fransk Guyana og har også en musikalsk baggrund. Som børn sang de andenstemmer i bilen, og da Mai blev lidt ældre, begyndte hun at synge kor i sin mors band.

Vi søger ind i varmen i pladebutikken Accord. Både Ken og Mai er inspireret af mange forskellige genrer. Snakken går livligt om idoler og inspirationskilder. Ken finder et par albums, han har lyttet meget til, da han var yngre.

”Jeg elsker afromusik. Det er lidt i perioder, for jeg har ikke rigtig blandet jazz og afro. Nogle gange har jeg lyst til at lave jazz og hiphop, nogle gange har jeg lyst til at lave caribisk musik siger han, og Mai supplerer:

”Men man kan tydeligt høre indflydelsen fra både jazz og caribisk musik i dine beats. Jeg synes selv, jeg har lidt sværere ved at få den caribiske del af mig med i mine sange. Jeg laver meget RnB og soul, men jeg skal heller ikke tvinge mig selv til at lave caribisk musik. Det er en del af os, og det kan være, det kommer frem på et tidspunkt.”

De bladrer videre i de tætte rækker af cd’er. Ken samler en op og viser den til Mai, der griner. Deres onkel Chris Minh Doky, som også er musiker, står bag albummet, hvor en af sangene hedder »Ken & Mai Med en musikalsk familie på begge sider er det ikke noget under, at tvillingerne begge er blevet musikere. De elsker at spille live, men hvor Ken i starten foretrak at arbejde bag scenen som producer, har Mai altid været vild med at optræde.

Glæden ved at spille er det vigtigste

Vi bevæger os tilbage ad Nørrebrogade mod søerne og det liv, der altid er omkring Sankt Hans Torv. Ken udpeger en brasiliansk restaurant, som de begge er vilde med, og Mai stopper op foran vintagebutikken Prag. Hun skal have nye øreringe, og de skal være store og skinnende, så man kan spotte dem, når hun står på en scene. Som barn opsatte hun små shows med sine kusiner, når familien var samlet i Paris. I dag har hun stået på hundredvis af scener, men det er stadig de samme ting, der holder hende fast i sang og musik. Hun beskriver det gennem sin kærlighed til gospel:

”Jeg synes ikke, man kan synge gospel,hvis man ikke føler det og er ægte og ærlig i sin sang. Selvfølgelig er gospelsangere tekniske, men det handler meget om feeling. Der har været perioder, hvor jeg ikke har vidste, om jeg skulle fortsætte med musik, men da har jeg altid kunnet vende tilbage og få den der ægte glæde ved musik.

Den glæde forsøger hun altid at give videre til sine elever, når hun underviser i sang og kor hos FOF København. Hun har selv haft lærere, som prøvede at få hende til at synge på måder, der ikke passede til hende. Derfor går hun som underviser meget op i, at hver eneste kursist får redskaberne til at få det bedste ud af sin unikke stemme.

Ken underviser i klaver hos FOF København og uanset hvilket niveau kursisten er på, så bruger han de ting, han har lært gennem mange år som elev på musikskoler. Det handler om at give et grundlag for at kunne spille med andre og have det sjovt med musikken. Tvillingerne mener begge, at glæden ved at spille er det vigtigste, når man skal lære at spille et instrument.

”Jeg tror, at det, at vi er vokset op i en musikalsk familie, har givet os evnen til at se det større billede. Vi ser på, hvad målet er: At have det sjovt og føle sig fri? At kunne spille med andre og udtrykke sig musikalsk? Det at kunne se det større billede gør, at man ikke fokuserer på alle mulige detaljer. Som Ken siger, så er det en smutvej til at have det sjovt med at spille musik.”